Thomas Blachman stod i fjerde liveshow med det afgørende valg.

Her valgte han – trods Kwamie Livs protester – at sende Nambalouh videre med begrundelsen om, at han jo ikke kunne smide sin meddommers sidste deltager hjem.

»Jeg tror ikke, det var hans eneste begrundelse, men jeg synes, det var ærgerligt, den skulle proppes ind, når jeg ved, hvor god, han synes, hun er,« siger Kwamie Liv efter showet til B.T.

For hun betragtede »absolut ikke« Blachmans valg som en almisse.

Og det gjorde hendes deltager Nambalouh heller ikke.

»Jeg tænkte, at det, han nok mener med det, er, at jeg fortjener at være her, for det har han hele tiden sagt. Så jeg tror ikke kun, det er fordi, jeg er den sidste deltager, men fordi jeg fortjener det,« fortæller Nambalouh.

Thomas Blachmann mener da heller »overhovedet ikke«, han forbarmede sig over Kwamie og hendes sidste deltager i fredagens liveshow.

»Jeg synes bare, de skal stramme op og få det der frem, Nambalouh rent faktisk kan – det er jeg sulten på,« forklarer Blachmann.

»Og så melder jeg ind med en anden overvejelse: At jeg ikke hugger det sidste ben af min meddommer, når jeg har en anden meddommer, der har tre ben og sagtens kan gå videre på to ben,« siger dommerveteranen.

Nambahlou sang 'Silverflame' af Dizzy Mizz Lizzy ' fjerde liveshow af 'X Factor'. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Nambahlou sang 'Silverflame' af Dizzy Mizz Lizzy ' fjerde liveshow af 'X Factor'. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hvis det ikke er en almisse, hvorfor er det så vigtigt at pointere, at du ikke ville hugge benet af en dommer, der kun havde et ben tilbage?

»Fordi jeg ikke kan holde noget tilbage, jeg deler alle mine tanker med seerne.«

Men du deler ikke almisser ud?

»Det har ikke noget med almisser at gøre. Det er utilfredsstillende for mig at se artisterne forlade scenen uforløste i samarbejdet. Det gider jeg ikke se.«

Kwamie Liv føler da også selv, at det nu ligger på hendes skuldre at holde en skuffet Nambalouh ude fra næste uges farezone.

»Selvfølgelig vil jeg overveje, hvorfor hun står der for anden gang og virkelig prøve at gøre alt for, at det ikke sker igen,« fortæller Kwamie Liv, der gætter på de 'ukonventionelle valg' som en del af forklaringen.

»Jeg må kigge på mig selv, for Nambalouh skal bare have en følelse af, at hun gjorde det suverænt i aften.«