Allerede på første optagedag gik det galt. En kvinde begyndte at græde efter at have fået læst en grov joke op.

Lørdag får DR's nye satireprogram 'Bruuns stue' premiere, og her kan man følge vært Rasmus Bruun debatere og quizze om et af tidens mest aktuelle emner: Krænkelser.

Alt fra sexisme til kulturel appropriation og racisme i samfundet er på tapetet, når værten og hans gæster går både krænkelser og krænkelsesparathed i sømmene.

Det hele sker med udgangspunkt i humor, og det var da også netop en joke, der under de første optagelser udløste gråd hos en af statisterne.

Her skulle gæst Huxi Bach læse en krænkende joke op for en somalisk person, men der var gået noget galt med briefingen af statisten, der ikke reagerede godt på joken.

Optagelserne blev herefter afbrudt og droppet, DR undskyldte, gik formatet i sømmene og er altså nu klar til at vise det endelige produkt, som vises på DR2 klokken 22 lørdag.

Programchef for Aktualitet, Kultur og Debat, Lisbeth Langwadt, mener, at programmet får premiere på et helt perfekt tidspunkt:

»Den aktuelle krænkelsesdebat i vores samfund har især seksuelle krænkelser som fokus, men hen over forår og sommer er der næsten ikke den krænkelse, som ikke har været oppe at vende i voldsomme og konfrontatoriske debatter.«

»Derfor sætter vi fokus på flere forskellige veje ind i krænkelsesdebatten i satireprogrammet ’Bruuns stue’ – med håbet om at bidrage til nye erkendelser, ny viden og nye synspunkter både blandt deltagerne og seerne,« siger hun i en pressemeddelelse.

At netop værtstjansen er gået til Rasmus Bruun, virker oplagt. Med erfaring fra blandt andet Radio24syvs lytterhit 'Den korte radioavis' er satiren et velkendt format for ham.

Samtidig er han efter eget udsagn selv meget lidt krænkelsesparat:

»I alle livets spektre går jeg ind for, at ordet skal være frit. Jeg har meget svært ved selv at blive stødt eller krænket og mener, at man skal kunne lave sjov med det meste – og turde tale om elefanten i rummet. Det er i den ånd, jeg møder de medvirkende i programmet,« forklarer han.