15-årige Mathilde Byder er i første omgang ude af X Factor.

Den unge sangerinde fra Aakirkeby Bornholm fik fredag aften et nej fra Ankerstjerne i den såkaldte Five Chair Challenge til publikum og især meddommer Oh Lands store overraskelse.

Oh Land insinuerede, at hun muligvis kan bruge Mathilde i en kommende gruppedannelse, men det må vi vente et par uger med at finde ud af.

Selv er Mathilde i dag ret afklaret med sin bratte X Factor-exit.

»Jeg har set X Factor, siden jeg var helt lille, og så det som en måde at udfordre mig selv. Jeg havde slet ikke regnet med at gå videre fra audition i første omgang.«

At Oh Land viste sympati for Mathilde er måske ikke helt tilfældigt. I 2017 var hun dommer i Voice Junior, og her mødte hun første gang Mathilde, der dengang fik Wafande som coach og nåede videre fra blind-audition til battle-runden.

(Nederst i artiklen kan du se Mathilde i Voice Junior 2017)

»Jeg kunne godt mærke, at niveauet i X Factor var højere, fordi man her dyster mod voksne,« lyder det fra Mathilde, der var glad for at have Oh Land i X Factor-panelet, efter Ankerstjerne og Blachman ikke var imponerede over hendes Five Chair Challenge.

»Jeg var egentlig ret tilfreds med min præstation og kunne også se på Nanna (Oh Land, red), hvor overrasket hun blev over, at jeg røg ud. Det var rart at blive bekræftet fra hende, at det måske ikke var så skidt, som de andre snakkede om.«

Mathilde til Five Chair Challenge.
Mathilde til Five Chair Challenge. Foto: Lasse Lagoni / TV2
Vis mere

Mathilde var rigtig nervøs, før hun trådte ind foran dommerne på scenen, og det blev ikke mindre presset, da Blachman pludselig begyndte at kommentere på hendes tøjstil og kaldte hende for en håndboldpige, der ligeså godt kunne stå inde i et håndboldmål.

»Jeg er jo en håndboldpige, men jeg er stregspiller,« griner Mathilde.

»Jeg tog det ikke så tungt. Han er jo nok vant til at have sangerinder i høje hæle, men sådan er jeg ikke, og det vil jeg ikke lave om på.«

Vi ved som sagt ikke endnu, om Oh Land alligevel giver Mathilde en ny chance i X Factor ved en eventuel gruppedannelse.

I næste uge afsluttes Ankerstjernes Five Chair Challenge, og herefter er det Blachman og Oh Lands tur til at vælge deltagere.