Om to ugers tid fylder hele Danmarks kronprinsesse Mary 50 år.

Og det skal fejres.

Det synes i hvert fald TV 2, som har valgt at markere den runde dag med et stort fødselsdagsshow, der bliver sendt direkte søndag 6. februar – dagen efter Kronprinsessens fødselsdag.

»På TV 2 er vi utroligt glade for, at vi skal fejre kronprinsessens 50-års fødselsdag,« siger Henriette Ladegaard-Pedersen, redaktør på TV 2, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Vi ser frem til en helt særlig aften, der afspejler kronprinsessens store hjerte og stærke dedikation over for samfundets og verdens udsatte. Og ikke mindst hendes mod til at gå nye veje. Det bliver en aften fyldt med overraskelser og nok også rørende øjeblikke – ikke bare for kronprinsessen, men også for seerne. Efter endnu en lang, grå vinter trænger vi vist alle til at se frem til en god fest. Derfor glæder vi os ekstra meget over, at det nu er muligt at fejre kronprinsessens fødselsdag.«

Det store fødselsdagsshow har fået navnet 'Mary 50 år – vi fejrer Danmarks kronprinsesse', og TV 2 har hentet et par yderst garvede og kendte værter ind til anledningen.

Ifølge pressemeddelelsen bliver det nemlig den tidligere 'X Factor'-vært Lise Rønne og skuespilleren Dar Salim, der skal stå for showet.

»Jeg har en kæmpe respekt for den måde, hvorpå kronprinsesse Mary benytter det vigtige talerør, hun har, til at gøre en forskel for nogle af vores mest udsatte,« lyder det for Lise Rønne, som fortsætter:

»Mange af hendes mærkesager som at bekæmpe mobning og ensomhed og kampen for kvinder og pigers rettigheder mærker jeg selv dybt i maven, og jeg beundrer, hvordan kronprinsessen insisterer på at sætte fokus på, at vi alle skal have ret til at være, som vi er. At vi skal øve os på at behandle hinanden med respekt og medmenneskelighed. Det, tror jeg på, er med til at gøre verden til et bedre sted, og det glæder jeg mig meget til at sætte fokus på, når vi sammen skal fejre kronprinsessens runde fødselsdag.«

Ifølge TV 2 vil showet være fyldt med 'festlige overraskelser og masser af musik'. Blandt andet vil Oh Land, Mattias Kolstrup og Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor optræde.

'Mary 50 år – vi fejrer Danmarks kronprinsesse' kan ses på TV 2 PLAY og TV 2 klokken 20.00 den 6. februar.

Optakt til showet starter klokken 19.25.

Andre læser også