Den seneste tid har DR fået kritik for en række nye programmer, som får flere til at pege på, at mediet bevæger sig væk fra public service-indhold for at lokke seere til.

Tidligere på ugen var Politikens filmanmelder ude at sige, at programmet 'Familien Asbæk' i højere grad fremstår som reklame end public service, mens Berlingskes teaterredaktør har kaldt programmet 'Cougarjagt - ung mand søger moden kvinde' for uvæsentligt.

Senest har Børsens nyhedsredaktør, Peter Trads, meldt sig i koret af kritikere. I en klumme giver han udtryk for, at DR som public service-medie har mistet retningssansen.

Med udgangspunkt i programmet 'Fars pige', der handler om Alva, hvis far er indehaver af tøjmærket Copenhagen Luxe, kritiserer han DR for ikke at have skrupler i forhold til, hvem der optræder på skærmen, og hvor meget deres produkter eksponeres.

Særligt programmet 'Fars Pige', hvor man følger teenageren Alva, der får alt, hvad hun peger på af sin far, der er indehaver af tøjmærket Copenhagen Lux, har fået kritik fra flere kanter.
Særligt programmet 'Fars Pige', hvor man følger teenageren Alva, der får alt, hvad hun peger på af sin far, der er indehaver af tøjmærket Copenhagen Lux, har fået kritik fra flere kanter. Foto: DR
Vis mere

'Som public service-medie uden brug af reklame men med offentlige kroner i pengekassen har DR en ekstra forpligtelse til at afbalancere eksponeringen, når man inviterer åbenlyse kommercielle interesser så markant ind på sendefladen under dække af at være noget and end netop reklame,' skriver han.

Han peger på, at DR bevæger sig på en hårfin grænse, når firmanavne og produkter eksponeres i bedste sendetid.

Tager man et hurtigt blik på listen over DRs mest sete programmer lige nu, er både 'Fars pige', 'Familien Asbæk' og 'Dubais danske damer'.

Dermed tyder det på, at de 'realitylignende formater' er populære blandt seerne, men i et interview med Berlingske giver Jakob Isak Nielsen, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, udtryk for, at det kan være farligt for DR at bevæge sig i den retning.

»Mange af DR's programmer ligner formater, vi kender fra de kommercielle kanaler i Danmark - især Discoverys og Nents kanaler. Det er farligt for DR at sætte meget fokus på disse formater, for det var noget af det, DR blev slagtet for ved seneste medieforlig. Dengang blev DR bedt om at rette ind og fokusere mindre på publikumsleflen og mere på servicedelen,« siger han til mediet.

Lektoren nævner også, at det fremgår af DRs seneste public service-kontrakt, at DR skal fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere.

Programchef i DR Medier Lisbeth Langwadt, som ikke kalder programmerne 'reality' men 'reportage', afviser i en mail til B.T., at denne type programmer ikke er public service.

'Den her type programmer kan åbne miljøer op – så kan folk debattere, få nye refleksioner og tage stilling ud fra det. Programmerne giver for eksempel mulighed for at få indsigt i nogle menneskers liv, som kan være meget forskellige fra ens eget, og det mangfoldige indblik kan være med til at understøtte den demokratiske samtale, hvilket netop er public service.'

Lisbeth Langwadt peger på, at den seneste tids kritik hovedsageligt er rettet mod fire programmer, hvilket 'er et lille udsnit af DRs samlede billede'.

At mediet bevæger sig væk fra public service-indhold, er hun ikke enig i.

'Vi har altid public service-værdien for øje, uanset hvilket program vi laver. De tematikker, som programmerne beskæftiger sig med, taler ind i en problemstilling eller tendens, der er relevant for os at tale med hinanden om.'

'De rækker altså videre ud end blot at skabe fascination. Det synes jeg også, den seneste tids debat peger på. Jeg må naturligvis understrege, at fascination i sig selv ikke er nok, når vi laver public service. Der er altid i DRs indhold et lag og en præmis, der vil danskerne noget.'

Politikens filmanmelder mener, at DR-programmet 'Familien Asbæk' er ren reklame.
Politikens filmanmelder mener, at DR-programmet 'Familien Asbæk' er ren reklame.
Vis mere

Det er ikke kun journalister, anmeldere og eksperter, der undrer sig over indholdet i nogle af DRs seneste programmer.

På mediets Facebook-side stiller enkelte brugere sig uforstående overfor, at DR har valgt at sende programmet 'Fars pige'.

'Hvad sker der for public service, DR? Gennemsigtig reklame, seer-(tals)-leflen, som stadig ikke bør være jeres udgangspunkt, og reality-tv efter laveste fællesnævner,' skriver én.

En anden skriver: 'Hvorfor skal vi donere vores skattekroner til, at DR kan lave et program om dekadence og overforbrug hos en anæmisk, anorektisk og overfladisk tøs? Guderne skal vide, at der er andre vigtige emner i verden at belyse.'