»Hr. instruktør, aspirant nummer tre anmoder om at udføre sidste spring.«

Sådan lyder ordene fra 'Korpset'-deltageren Lukas Toya, lige inden han tager det afgørende hovedspring mod havet for at bestå det såkaldte kursus.

Som den eneste deltager fuldførte han det otte dage lange og udfordrende forløb.

Bag succesen gemmer sig også en fortid med store personlige kampe, som han har måttet overvinde. 

»Jeg følte mig forladt«, fortæller Lukas Toya til B.T. 

Som 14-årig oplevede han sine forældres skilsmisse – en skæbnesvanger tid, der drev ham til at lede efter en ny familie uden for hjemmet.

En periode, han selv beskriver som »hård«, gjorde, at han kom ud på flere sidespor. 

Stofmisbrug i en ung alder og et hårdt fodboldmiljø dannede rammerne for en broget ungdom, som han ikke ønsker at uddybe i respekt for andre involverede. 

Alligevel er det ikke en tid, som han hverken forsøger at glemme eller skjule. 

»Jeg er taknemmelig for den bid af min rejse, for den har gjort mig til den, jeg er,« siger han. 

Hvad der tilsyneladende har været en mørk tid i en ung alder, ophørte dog pludseligt. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Program-deltagelsen er ikke den eneste prøvelse, som den nu 33-årige skuespiller har overkommet.  Foto: Lars E. Andreasen / TV 2

Da Lukas Toya var omkring de 17 år, var han en del af en ungdomsteatergruppe over sommeren, hvor der var »et eller andet, der klikkede« for ham. 

»En aften sad jeg med et glas vin i hånden inde i teatersalen og havde det, som om jeg blev ramt af et lyn,« indleder han fortællingen om det vendepunkt, der ændrede alt.

Han havde brugt tiden i selskab med mennesker, der var nogle år ældre end ham, og pludselig mærkede han, at »her var der noget godhed«. 

Den oplevelse blev katalysatoren for en dybere livsforandring, hvor der blandt andet blev vinket farvel »til mange af de gamle«, som han før havde brugt tiden med. 

»Man behøves ikke have vrede som drivkraft, for at få status,« siger han. 

Og det var blot en af de indsigter, som han fik sig henover den sommer i teatergruppen. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Søvnunderskud og sult stoppede tilsyneladende ikke 'Korpset'-vinderen i at præstere.  Foto: Lars E. Andreasen / TV 2

Som 33-årig har han allerede nået at have flere forskellige identiteter og roller i livet – både qua skuespilfaget og livets gang. 

Netop det, var også en af grundende til, at han deltog i 'Korpset'. 

»Jeg var nysgerrig på, hvor jeg var henne, hvis jeg skrællede alt af (alle titler, red.),« uddyber han. 

Med en sejr i bagagen står han nu med netop det kendskab.

»Undervejs var jeg virkelig nervøs for, om jeg blev skuffet over det, jeg så, men jeg må sige, at jeg er mega stolt af det jeg så – jeg var ham, der så lyset i mørket,« fortæller han og tilføjer: 

»Jeg har virkelig bevist overfor mig selv, at jeg kan mere, end jeg har forestillet mig.«

Noget som han også tager med sig videre i livet. 

»Jeg har fået en tro på, at uanset hvad livet kaster efter mig, så skal jeg nok finde en løsning – og den tro står virkelig stærkt for mig.«