»Jeg fik da afsløret lidt mere, end jeg havde planlagt,« udbryder Louise Herping Ellegaard, efter et simpelt pitch af et kortspil får hende til at afsløre en særdeles blodig oplevelse i 'Løvens hule'.

I torsdagens udgave af DR-programmet forsøger iværksætteren Frederik Svinth at få en investering i sit kortspil Snak, der skal få spillerne til at åbne mere op og have en meningsfuld samtale med hinanden.

Og man må sige, at der bliver åbnet op, da de fem investorer får kortspillet i hånden.

Den nyankomne 'hunløve' Louise Herping Ellegaard afslører nemlig en voldsom oplevelse, hun havde som barn, da hun får spørgsmålet: 'Hvad er det dummeste, du har gjort i dit liv?' af med-løve Christian Arnstedt.

Årets løvekobbel består af Jacob Risgaard, Louise Herping Ellegaard, Christian Arnstedt, Anne Stampe og Jesper Buch.
Årets løvekobbel består af Jacob Risgaard, Louise Herping Ellegaard, Christian Arnstedt, Anne Stampe og Jesper Buch. Foto: Per Arnesen
Vis mere

»At sætte min højre fod ned i en maskine, så jeg mistede fire tæer,« siger hun til de andre løvers store overraskelse.

»Som seksårig blev jeg passet på en bondegård, hvor der var en maskine, som jeg kom til at træde ned i. Kender I det, at det gør så ondt, at det ikke gør ondt? Det var først, da jeg kom ind i ambulancemodtagelsen og så min fars ansigtsudtryk, jeg vidste, den var gal,« fortæller investoren.

I dag har hun derfor kun storetåen tilbage på sin højre fod, afslører hun.

Hun fortæller desuden, at skaden var så omfattende, at hun lå på hospitalet i to måneder.

B.T. har været i kontakt med Louise Herping Ellegaard, men hun har ikke ønsket at uddybe oplevelsen.