Der har været megen virak omkring, hvad Ekstra Bladets nye ansvarshavende chefredaktør Knud Brix får i løn.

Som fagbladet Journalisten rapporterede, så sagde Knud Brix først, det stod i hans kontrakt, at han ikke måtte oplyse sin månedlige hyre. Men så var forbuddet ikke indlagt i kontrakten alligevel, for man har ret til at oplyse sin løn. Det var derimod bare en aftale med direktionen, som Brix valgte at overholde.

Spørgsmålet om, hvad den tidligere 'Genstart'-vært nu tjener, blev han så igen stillet, da han fredag gæstede DR2-programmet 'Deadline'.

Men heller ikke værten Lotte Folke formåede at hive beløbet ud af chefredaktøren.

Faktisk var der i det hele taget ikke meget, Deadline-værten og Ekstra Bladet-chefredaktøren kunne blive enige om, mens de tilnærmelsesvist mundhuggede sig gennem udsendelsen.

For Knud Brix gav flere gange udtryk for, at han blandt andet ikke mente, at Lotte Folke var godt nok forberedt, og Lotte Folke forsøgte igen og igen at få chefredaktøren til at gå med på sine præmisser.

Eksempelvis fik Knud Brix sagt til Deadline-værten, at hun »plejer ikke at kunne slå en bule i en blød hat«, ligesom Lotte Folke eksempelvis forsøgte at holde Ekstra Bladet-chefredaktøren op på, at han åbenbart vidste, at Henrik Qvortrup gerne selv ville stoppe, før den afgåede ansvarshavende chefredaktør selv vidste det.

På Twitter er det også tydeligt, at det anspændte tv-interview har vakt opsigt og delt vandene.

En del mener nemlig, at Knud Brix virkede »irriteret« og »presset«, som om han »havde en dårlig dag«. Han kritiseres desuden som magtfuld mediechef for, at han »gled uden om og bare gentog, gentog og gentog«.

»Tragisk. Knud Brix er her til aften afgået ved døden, efter Lotte Folke har myrdet ham for rullende kameraer i Deadline,« skriver en Twitter-bruger eksempelvis.

Men særligt er der mange, der gør sig morsomme på de mange tåre vand, som Ekstra Bladets nye chefredaktør får hældt i sig undervejs i interviewet.

Og så er der også dem, der bare ikke kan forstå formålet med interviewet i det hele taget.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Knud Brix og fra administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov.