Fredag var det Mascha Vang og Thomas Evers Poulsens tur til at ryge i 'Vild med dans'.

To gange nåede de at danse deres slowfox, der slutter med et solidt klask i måsen til Mascha Vang – og et sådant er faktisk meget sigende for danseparrets normale omgang med hinanden.

»Jeg spillede jo op,« siger Mascha Vang om klasket med et grin til B.T.

»Så til sidst sagde jeg, at nu er det sgu mig, der bestemmer! Og det er også sådan, det fungerer derhjemme hos dem,« joker Thomas Evers Poulsen om sin dansepartner og hendes kæreste, piloten Troels Krohn-Delhi.

Men faktisk er det en fast tradition hos danseparret, at Mascha Vangs numse får et klask.

»Det er et ritual, at jeg skal have én i røven,« forklarer nydanseren det.

»Vi går ikke på gulvet, før hun har fået et klask i hver balle,« uddyber Thomas Evers Poulsen med et grin.

»Så nu sluttede vi også af med et,« tilføjer Mascha Vang om parrets sidste aften på 'Vild med dans'-gulvet.

Danseparret er dog sikre på, at de fortsætter med at se hinanden efterfølgende.

Ikke mindst for at Thomas Evers Poulsen kan lære Troels Krohn-Delhi at danse, fortæller de.

Mascha Vangs kæreste skal dog ikke regne med klask i røven på samme måde, som hun selv har fået det hver eneste fredag.

»Man kan ikke klaske hvem som helst i måsen, alting med måde, men hun er jo ubestridt den kvinde, jeg er tættest på. Så det her var et klask med samtykke,« griner Thomas Evers Poulsen.