Nu tager DR konsekvensen af den kritik, der det seneste døgn er blevet rettet mod koncernen som følge af P1-programmet 'Søndagsfrokosten'.

I søndagens udgave af programmet blev der talt om Liva Agger Jørgensens oplevelse af at være blevet voldtaget. Og måden, hvorpå samtalen flød, fik debattøren til at lange ud efter programmet.

DR har vist sig at være lydhør og gør nu noget ekstraordinært for at imødekomme kritikken: Mediekoncernen har nemlig fjernet programmet.

Det skriver Berlingske, som har talt med Judith Skriver, der er redaktionschef på Kultur og Samfund i DR.

»Vi har valgt helt at fjerne programmet fra vores hjemmeside, hvilket er et skridt helt udover det sædvanlige,« forklarer hun.

I det omtalte program deltog tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, debattør Karen West og lederskribent i Information David Rehling sammen med vært Bille Steril.

De skulle forholde sig til Liva Agger Jørgensens fortælling, men problemet var blandt andet, at den fremlagte historie bar præg af faktuelle fejl, påpeger Liva Agger Jørgensen i et opslag.

Et opslag, hun lavede mandag, efter hun var blevet konfronteret med programmet.

Heri kritiserer hun også, at hun ikke selv var blevet kontaktet i forhold til programmet.

I stedet blev der i programmet bragt bidder fra et tidligere interview, den kvindelige debattør har deltaget i. Men bidderne var taget ud af kontekst.

I et tredje kritikpunkt peger Liva Agger Jørgensen på en udtalelse fra Karen West. Hun stiller sig i programmet uforstående overfor, at Liva Agger Jørgensen 'frøs' under den voldtægt, hun ifølge eget udsagn blev udsat for.

Ifølge Karen West bliver man nemlig ikke voldtaget, hvis man er en 'barsk' person, og derfor må voldtægten handle om Liva Agger Jørgensens opdragelse. En udtalelse, der sammenholdt med resten af programmet, er faldet Liva Agger Jørgensen for hjertet.

'At de tre deltagere sidder og griner sig igennem min historie og mine reaktioner, er decideret ydmygende,' skriver hun i sit opslag.

'Men nu skal de mærke, hvordan jeg er opdraget - nemlig til at sige fra, når nogen gør mig uret (hvilket jeg også gjorde, da en mand lå ovenpå mig og voldtog mig for fem år siden),' lyder det blandt andet i det kritiske opslag.

Og tirsdag erklærede DR-redaktionschef Judith Skiver sig enig i kritikken:

»Der er ikke så meget at rafle om – det her er tre klare fejl: Vi udlægger sagen fejlagtigt, værten giver paneldeltagerne mulighed for at kloge sig på Liva Aggers situation, uden at hun kan forsvare sig, og så er der den lette tone, der slet ikke passer til situationens alvorlighed,« sagde hun til Berlingske.