'Sex and the City'-serien handler om fire kvinders venskab og kærlighedsliv.

Men udenfor settet var stemningen mellem to af hovedrolleindehaverne – Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall – iskold, og kulden var ikke til at tage fejl af i offentligheden heller.

Det hele kulminerede, da Kim Cattrall trak sig fra den tredje 'Sex and the City'-film, der endte med aldrig at blive til noget.

Men nu fortæller Samantha-skuespilleren, at hun ikke engang blev spurgt, om hun ville være med i spin off-serien 'And Just Like That', der udkom tidligere i år.

»Serien er stort set bare den tredje film. Det er så kreative, de har været,« fnyser Kim Cattrall i et stort interview med Variety.

»Jeg blev aldrig spurgt, om jeg ville være med i spin off'et. Jeg gjorde mine følelser tydelige efter den mulige tredje film, så jeg hørte om det ligesom alle andre: På sociale medier.«

Kim Cattrall takkede som bekendt nej til den tredje 'Sex and the City'-film tilbage i 2016 – ifølge hende selv på grund af en skuffende storyline for hendes karakter Samantha.

Firkløveret er blevet til et trekløver. Carrie, Miranda og Charlotte er tilbage i 'And Just Like That' – men de mangler Samantha.
Firkløveret er blevet til et trekløver. Carrie, Miranda og Charlotte er tilbage i 'And Just Like That' – men de mangler Samantha. Foto: HBO Max
Vis mere

Ideen var, at hun modtog uønskede billeder af Mirandas 14-årige søn Bradys penis.

»Hvorfor kan Samantha, der ejer sit eget PR-firma – måske kunne hun være nødt til at sælge det på grund af økonomiske problemer? Hun kunne være nødt til at sælge det til en eller anden fyr i hættetrøje, og det kunne så være hendes dillema,« foreslår skuespillerinden i Variety.

Så fans af spin off-serien 'And Just Like That' skal altså heller ikke håbe på, at Kim Cattrall vender tilbage i den kommende sæson to.