Kevin Eggert Christensen og Christian Juel Olsen viste deres virksomhed, Weldingdroid, frem i torsdagens afsnit af 'Løvens hule', og de imponerede i den grad løverne.

Drengene har opfundet en maskine, der kan svejse rør. De landede en investering fra Jacob Risgaard og Jesper Buch, men det var ikke den største sejr, de fik.

Det fortæller de to iværksættere i et interview med B.T.:

»Lige inden sin bachelor droppede Christian ud af skolen. Han fik hug for det, og de sagde, at han aldrig ville blive til noget. Derfor var anerkendelsen det største,« forklarer Kevin Eggert Christensen, da B.T. fanger ham på telefonen, mens Christian Olsen sidder ved siden af i et telefonmøde.

Kevin Eggert Christensen og Christian Juel Olsen viser deres virksomhed, Weldingdroid, frem i 'Løvens hule'.
Kevin Eggert Christensen og Christian Juel Olsen viser deres virksomhed, Weldingdroid, frem i 'Løvens hule'. Foto: DR
Vis mere

Efter mødet med løverne måtte Christian Juel Olsen knibe en tåre eller to, og det skyldtes en masse følelser, der kom op i ham:

»Det er Christians hjertebarn, og han skulle vise dem, da de sagde, at han ikke kunne. Det, at andre kunne se potientalet, gjorde ham rørt,« siger Kevin Eggert Christensen og forsætter:

»Og jeg skal hilse og sige, at det ikke kun var efter programmet, at der blev grædt. Jeg måtte have gummistøvler på i bilen på vej hjem,« griner han over for B.T.

Iværksætternes maskine kan spare en masse tid, fordi det tager et menneske 40 minutter at svejse et rør, mens maskinen kan gøre det på cirka 20 minutter.

Veteranen i 'Løvens hule' Jesper Buch var meget imponeret over Christensen og Olsen, og han kaldte dem blandt andet for 'pragtfulde':

»Jamen, de er pragtfulde, fordi det lyser ud af dem, at de er villige til at knokle, indtil det lykkes. De er ligeglade, om de skal arbejde i 10 eller 18 timer,« siger han til B.T.

Den 44-årige iværksætter og grundlægger af Just-Eat tilføjer, at det er sådanne typer, han gerne vil hjælpe:

»Jeg søger altid god energi, og det har de helt sikkert. Og de er glade. Dem vil man gerne hjælpe med at bygge god og stor forretning.«

Weldingdroid landede en investering fra Jacob Risgaard og Jesper Buch.
Weldingdroid landede en investering fra Jacob Risgaard og Jesper Buch. Foto: DR
Vis mere

Jesper Buch siger, at Weldingdroid har solgt en maskine efter 'Løvens hule', men det er de to iværksættere ikke helt enige i:

»Vi har en afsløring, og du er den første, der får det at vide. Vi har lige været til en produktfremvisning, hvor vi har solgt en mere, mens vi har flere på lager.«

Og de to 'Løvens hule'-deltagere fortæller også, at Weldingdroid går forrygende for tiden:

»Altså, programmet er ikke blevet sendt endnu, og der er en hel vild interesse for produktet. Vi har henvendelser fra Indien, Danmark, Tyskland, Norge og Sverige.«

Kevin Eggert Christensen og Christian Juel Olsen har fem fremvisninger på maskinen de kommende dage, og de understreger, at interessen i Danmark er stor.

Jacob Risgaard og Jesper Buch investerede begge 200.000 kroner i Weldingdroid. De fik 15 procent hver for deres investering.

Christian Juel Olsen har arbejdet i tre år på maskinen, og begge iværksættere er startet på fuldtid i virksomheden efter deltagelsen i programmet.

'Løvens hule' kører på femte sæson, og det nyeste afsnit kan ses hver torsdag klokken 20 på DR.