'The Bodyguard' er blandt mange filmelskere kendt som en af de mest klassiske romantiske film i historien.

Og det var tæt på, at rollelisten havde haft et kæmpe topnavn, hvis der var kommet en opfølger.

Ingen ringere end prinsesse Diana fik nemlig muligheden for at spille med i filmen, og hun var klar.

Det afslører Kevin Costner, der spillede hovedrollen i filmen, i et interview med Couch Surfing på PeopleTV i USA. Det var nemlig ham, som tilbød hende rollen.

Og hendes svar står stadig meget tydeligt i hukommelsen hos filmstjernen.

»Jeg husker bare, at hun var utrolig sød i telefonen, og hun stillede et spørgsmål, som lød: 'Kommer vi til at have en kyssescene?'«

»Hun sagde det på en meget respektfuld måde. Hun var nervøs, fordi hendes liv var meget styret. Jeg svarede: 'Ja, der kommer lidt med det, men vi kan gøre det på en okay måde.'«

Filmen blev dog som bekendt aldrig til noget. I august 1997 faldt planerne til jorden, og det var også i den måned, at Diana døde på tragisk vis.

Den 31. august 1997 blev hun jagtet af paparazzifotografer i Paris tilbage, og hendes chauffør, Henri Paul, var påvirket af alkohol, da han med høj hastighed prøvede at slippe af med dem.

Han mistede kontrollen, og de to plus Dodi Fayed døde som følge af ulykken.

Det var planen, at Diana skulle have en lignende rolle, som Whitney Houston havde i den første 'The Bodyguard'-film.

Ifølge Dianas tidligere butlers, Paul Burrell, bog var Kevin Costner på prinsessens liste over elskere. Også i den bog bliver det nævnt, at Diana blev tilbudt en rolle i filmen.