Hvad har Manu Sareen, Sherin Khankan, Andreas Bo, Brian Mørk og Liselott Blixt tilfælles?

Alle har de oplevet at gå igennem en skilsmisse.

Og alle er de nu klar til at tale ud om deres erfaringer med at falde og derefter rejse sig igen. Om følelsen af ensomhed, religiøse stopklodser og psykiske diagnoser.

Det sker i Radio4's nye program 'Skilsmissen', hvor Marie Sloma Qvortrup, som selv er blevet skilt fra Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, hver søndag får en ny, kendt gæst i studiet for at tale om det, så mange danskere gennemgår.

»Jeg oplevede selv at stå midt i mit livs krise – og virkelig have brug for nogen at spejle mig i. For en ting er at skulle have en ny hverdag stablet på benene, og have sine børn sikkert med igennem. Noget andet er den enorme identitetskrise, som følger i kølvandet på en skilsmisse,« fortæller hun.

»I de programmer, jeg har lavet, kan man først og fremmest finde ligesindede. Nogen, som har været lige nøjagtigt dér, hvor det gør allermest ondt – og som tør sætte ord på. Så jeg håber, at man ved at lytte med, vil føle sig lidt mindre alene.«

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2020 15.700 skilsmisser, hvilket er 49 procent flere end i 2019, men dog en procent færre end gennemsnittet for de seneste ti år.

Først program af 'Skilsmissen' på Radio4 sendes søndag 5. december klokken 11.05, og Manu Sareen bliver første gæst.