Komikeren Jon Stewart vender i februar tilbage som vært på satire- og nyhedsprogrammet The Daily Show.

Han vil samtidig fungere som producer på udsendelserne, oplyser Showtime og MTV Entertainment Studios.

Stewart har tidligere brugt 16 år som vært på programmet, hvor han var en væsentlig stemme i samfundsdebatten kendt for spydige politiske analyser og satiriske monologer om tidens store temaer.

Han stoppede i første omgang i 2015.

»Stewart er vor generations stemme, og vi er beærede over, at han vender tilbage til Comedy Centrals 'The Daily Show' for at hjælpe os med at finde hoved og hale i den galskab og splittelse, der præger landet op til valgkampen,« udtaler den administrerende direktør for produktionsselskabet bag programmet ifølge CNN.

Den mangeårige tv-vært og politiske kommentator vender tilbage til The Daily Show forud for præsidentvalget i USA 2024, som både Donald Trump og Joe Biden er en del af.

Således vil Stewart, der længe har været en stor kritiker af Trump, formentlig have rigeligt materiale at arbejde med i den nye stilling.

The Daily Show bliver sendt på Comedy Central og kan også streames. Det er før i tiden blev sendt på DR.

Komikeren Trevor Noah har efter Stewart været vært på The Daily Show i syv år, men han trådte tilbage i 2022. 

Selvom han fik stor ros for sin værtsrolle efter Stewarts exit, opnåede programmet aldrig helt samme gennemslagskraft i hans tid, som da Stewart var ved roret, skriver CNN, der derfor kalder Stewarts tilbagevenden et scoop for Comedy Central.