Lyt til artiklen

Hun er kendt for sin evige optimisme, når hun har trukket sin mand igennem den ene giga renovering efter den anden.

Men den kendte britiske tv-vært og mor til fire Sarah Beeny var knap så optimistisk, da hun for få uger siden fik en kræftdiagnose.

Faktisk vidste hun næsten allerede, da hun gik ind i lægens venteværelse, at hun havde fået brystkræft.

Hendes mor døde nemlig af brystkræft som 39-årig, da Sarah Beeny var blot ti år, og derfor havde hun næsten ventet hele sit liv på diagnosen, fortæller hun hudløst ærligt i et interview med The Telegraph.

»Selvom vi alle har masker på, så kan man se folks øjne. Og jeg tænkte: 'Jeg ved, hvad de øjne vil sige',« fortæller 50-årige Beeney, der ikke kun er kendt i moderlandet.

Også på TV2Play har hun kunnet opleves i et af sine boligprogrammer, hvor hun sammen med sin mand Graham Swift har lavet en hel serie i flere sæsoner, hvor de har opført deres drømme palæ i gammel stil på et nedlagt landbrug i Somerset i det sydvestlige England.

Tidligere har hun også været kendt for at have lavet en føljeton om, hvordan familien på et begrænset budget forsøgte at i standsætte det gamle, britisk gods 'Rise Hall', som de havde købt – mens de havde fire små børn.

Godset er dog siden blevet solgt, og de fire sønner Billy, Charlie, Rafferty og Laurie er nu henholdsvis 18, 16, 14 og 12 år gamle.

Netop sønnerne var med, da Sarah Beeny forleden valgte at klippe sit lange lyse hår af, før kemobehandlingerne alligevel ville få det til at falde af. På Instagram har hun lavet et opslag, hvor man kan se, at hver af sønnerne fik lov at klippe en hestehale med hår af.

Tv-værten fortæller også, at hun først havde svært ved at relatere sig til diagnosen, som hun et øjeblik overvejede, om hun kunne holde hemmelig fra selv sin mand.

Siden har hun dog fået at vide, at kræften ikke har spredt sig, og at der er 80 procents sandsynlighed for helbredelse.

Sarah Beeny fik ikke selv at vide, hvor syg hendes mor var, da hun var barn – og at hun kunne dø af sygdomme. Det kom derfor som et chok for hende, da hun fik at vide, at hendes mor skulle dø, og derfor har hun lovet sine sønner at være ærlige omkring sin tilstand.

»De sagde bare: 'Vil du være ærlig?' Og så svarede jeg: 'Jeg lover, at jeg vil være her en rum tid endnu. Det bliver svært, men jeg lover, at jeg ikke vil lyve'. Og jeg tror, at de var o.k., da jeg sagde det,« siger Sarah Beeney i interviewet, der kan læses på MSN.

Sarah Beeny har meddelt, at hun trods sygdommen vil fortsætte med arbejde på sin boligserie.