Tv-vært Jacob Riising har i årevis levet af at lave underholdningsprogrammer til børn.

Men i virkeligheden bryder han sig tilsyneladende slet ikke om børn.

Det fortæller han til B.T.s journalist på den røde løber til Danish Beauty Awards i Tivoli Hotel & Congress Center.

»Jeg bryder mig jo ikke om børn,« siger han med et efterfølgende grin.

Udmeldingen kommer, da Riising bliver spurgt, om han egentlig savner at lave børne-tv, hvilket han altså slet ikke gør.

Men hvordan har det så egentlig været at lave børne-tv i alle de år, når man tilsyneladende ikke bryder sig om børn?

Ja, det har tv-værten et kontant svar på:

»Det er skrækkeligt. Det er derfor, jeg er stoppet med det,« lyder svaret endnu en gang med et lille grin. 

Tror du, børnene opdagede det?

»Nej, jeg tror, at jeg slap igennem, uden at nogen op... Ej, jeg tror faktisk, at en del opdagede, at jeg ikke brød mig om dem.« 

Jacob Riising har en lang karriere og lavede blandt andet Børne-MGP helt tilbage i 2005. Her var det med Annisette og Nanna, der stod bag sangen "Venindetanker".
Jacob Riising har en lang karriere og lavede blandt andet Børne-MGP helt tilbage i 2005. Her var det med Annisette og Nanna, der stod bag sangen "Venindetanker". Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Jacob Riising kan tilsyneladende godt selv høre, at det er en opsigtsvækkende besked. 

Han siger nemlig selv til B.T., at 'nu går vi i gult!' med henvisning til de gule breaking-bjælker.

»Der har du din overskrift, kan du mærke det?,« siger han til B.T.s journalist.

Og ja, det endte såmænd også endt med at blive overskiften.