Katrine holder døren på klem: 'Relationen kan måske udvikle sig igen på et tidspunkt'
De stod onsdag sammen som »par«. Nu præciserer Katrine Asthing, hvordan relationen til Allan Beier egentlig ser ud.

De stod onsdag sammen som »par«. Nu præciserer Katrine Asthing, hvordan relationen til Allan Beier egentlig ser ud.

Det har været et vaskeægte stormvejr for Katrine Asthing og Allan Beier.
Først blev de gift i DRs nye sæson af 'Gift ved første blik' og valgte at forblive gift, da programmet sluttede.
Men tirsdag kom det frem, at DR havde valgt at klippe dem ud af programmet på baggrund af oplysninger om Allan Beier.
Onsdag fortalte de deres version af historien til B.T., hvor de rettede hård kritik mod DRs håndtering af sagen og det, de mener, er en tilbageholdelse af oplysninger over for dem.
Torsdag kunne Ekstra Bladet så beskrive, at parret ikke længere er sammen.
Det samme bekræfter Katrine Asthing nu over for B.T. De er hverken kærester eller gift, men hun udelukker ikke, at de kan finde sammen igen.
»Vi synes ikke, at det var relevant for vores historie, at vi blev skilt et stykke tid efter. Men nu er det kommet ud, og det er sådan set fint nok,« siger hun.
»Vi er jo som sådan heller ikke kærester, men vi står sammen i det her som par. Vi håber da en dag, at det kan lande godt. Men lige nu er vi så langt nede begge to, at det er svært overhovedet at være i en kærlighedsrelation.«
Hun fortæller samtidig, at det er muligt, at kærligheden kan blomstre op igen.
»Vi står sammen i det her og har en stærk relation, som måske kan få lov at udvikle sig igen på et tidspunkt. Men lige nu er der slet ikke plads til den del, fordi vi er så pressede begge to. Men vi håber da en dag, at det kan få lov at få en chance, men lige nu er det svært at sige,« fortæller hun.
Hun fortæller, at de for nylig stoppede deres kæresterelation, men at hun ikke kan gå nærmere ind i, hvornår det skete. Hun anerkender samtidig, at det kan have lydt forvirrende, da de onsdag fortalte B.T., at de »står sammen som et par«.
»Det var måske et forkert ord at bruge. Vi står sammen som et team og passer på hinanden i det her,« siger hun.
Onsdag fortalte 'Gift ved første blik'-parret, Allan Beier og Katrine Asthing, deres version af sagen:
De er blevet efterladt uden en entydig forklaring på, hvorfor de ikke kommer til at være med i den nye sæson af 'Gift ved første blik'.
Katrine Asthing forklarer, at hun blev ringet op af programmets produktionsselskab midt i juni, som fortalte, at DR havde modtaget en anonym mail med påstande om Allan Beier.
Asthing blev derefter spurgt, om hun havde oplevet psykisk eller fysisk vold i relationen til Beier.
Beier havde kort forinden været til en samtale hos DR, hvor de samme beskyldninger blev fremlagt.
Efter 14 dage i »total uvished« blev parret hver for sig kaldt til møde med DR, produktionsselskabet Snowman og en advokat.
Her fik de at vide, at DR havde besluttet, at de skulle klippes ud af programmet på baggrund af påstandene mod Allan Beier.
DRs nye sæson af 'Gift ved første blik' har premiere den 3. september.