De næste syv uger vil tusindvis af danskere tænde tv’et for at følge med i DR’s succesprogram ‘Gift ved første blik’.

Men Katrine Asthing ser programmet med et noget andet blik end de fleste. For hun ved, hvordan det hele faktisk foregik - og hun ved, hvordan det ender.

»Jeg ved jo alt, og det er egentlig underligt. Allan og jeg ved lige præcis, hvordan det program ender, men jeg har ikke sagt det til nogen overhovedet,« siger Katrine Asthing.

Hun understreger også, at hun heller ikke kommer til at afsløre noget og ønsker de medvirkende den bedste sæson.

Selv blev hun i sidste øjeblik klippet ud af programmet før premieren.

I midten af august kom det frem, at DR havde valgt at fjerne parret Katrine Asthing og Allan Beier fra programmet, da man var blevet bekendt med forhold vedrørende Allan Beier, som dog ikke var kriminelle, men som DR ikke ønskede at uddybe nærmere.

Parret føler sig svigtet af DR. Katrine Asthing fortæller, at hun nu står tilbage i uvished om, hvilke oplysninger DR har fået om hendes mand. Foto: B.T.

Det kan du læse mere om her. 

Torsdag satte Katrine Asthing sig så til at se premieren på det program, hun kender så godt, men som hun ikke selv længere er en del af.

Det var svært for hende at komme i gang, men da hun først fik set programmet, sprang særligt en ting i øjnene.

»De er dygtige til at klippe det sammen, så det ligner noget, der har været sjovt og romantisk og en god fest,« griner Katrine Asthing.

Katrine Asthing på den bryllupsdag, der blev optaget til 'Gift ved første blik'. Foto: Privat

Hun og Allan Beier blev gift, og brylluppet filmet, samme dag som parret Michael og Torben, som man ser i første afsnit, fortæller hun.

Og selvom det på tv ligner, at man har en almindelig bryllupsfest, så er det langt fra tilfældet.

Eksempelvis oplevede Katrine Asthing og bryllupsgæsterne, hvordan produktionen pludselig gav besked på, at nu var der kun 10 minutter tilbage til at optage ‘en festscene’.

»Der fik jeg virkelig ondt af mine gæster. Der var ventetid, og det var meget opstillet. De er dygtige til at få det til at flyde naturligt på tv i forhold til, hvordan virkeligheden faktisk er,« forklarer hun.

Katrine Asthing på sin bryllupsdag. Foto: Privat

Normalt vil man ved et klassisk bryllup danse brudevals omkring midnat og feste - men her blev ‘festscenen’ altså optaget omkring klokken 22.

Katrine Asthing fik af produktionen også besked på at samle nogle veninder, så de kunne optage dem tale om hendes nye ‘mand’.

»Men så gik der en halv time, og så fik jeg at vide, at lyset ikke var så godt, så vi skulle gøre det hele igen,« forklarer hun.

»Det tænkte jeg meget over, da jeg så programmet, fordi jeg har stået på den anden side,« tilføjer Katrine Asthing.

Katrine Asthing med videoudstyr under optagelserne til 'Gift ved første blik'. Foto: Privat

Hun kommer til at følge spændt med i ‘Gift ved første blik’-sæsonen, og så er hun særligt spændt på, hvordan DR løser én særlig situation.

Deltagerne har nemlig, på linje med tidligere sæsoner, været på en ‘getaway’, hvor alle par var samlet.

Men siden Katrine Asthing og Allan Beier er klippet ud, glæder Katrine sig til at se, hvordan man har løst det.

»Det må være en klippers værste mareridt,« siger hun.

»Jeg er virkelig spændt på, hvordan de får det klippet. Mit gæt er, at der ikke kommer meget derfra, for vi var så stor en del af det,« tilføjer hun.

Katrine Asthing fik for nylig en undskyldning fra DR efter hele processen, hun har været igennem, og hun arbejder nu selv på at lægge forløbet bag sig.

Selvom det har været en ordentlig omgang, er Katrine dog heller afvisende over for at lave mere tv i fremtiden.

Flere har skrevet til hende med meldinger om, at de gerne havde set hende på tv, og det har fået Katrine Asthing til at spekulere lidt.

»Jeg har da overvejet at lave et program, der kunne hedde ‘Katrine og brudekjolen’,« siger hun med et grin og tilføjer:

»Men lige nu skal jeg først lige lande oven på det hele. En dag kunne jeg godt blive klar igen. For jeg synes faktisk, at både min brudekjole og jeg har fortjent en ny chance for at finde den store kærlighed.«