Under navnene Normand og Berg har seere af programmet 'Alene i Vildmarken' lært de to tidligere soldaterkammerater Katja Nordmand og Katrine Berg at kende.

De to kvinder rejste til Norge med den klare intention at vinde årets dyst om at overleve længst muligt i den norske ødemark.

Vær opmærksom på, at denne artikel indeholder spoilers, hvis du ikke har set det seneste afsnit af 'Alene i Vildmarken'.

Men mod kvindernes egen forventning reagerede de vidt forskelligt på udfordringerne. Mens Katja Nordmand trivedes under de primitive forhold, var det hårdt for veninden Katrine Berg at holde humøret oppe.

Katja Nordmand og Katrine Berg rejste sammen til den norske ødemark. Foto fra DR
Katja Nordmand og Katrine Berg rejste sammen til den norske ødemark. Foto fra DR
Vis mere

Allerede efter få dage opdagede de to, hvor forskelligt de reagerede på udfordringerne, og selvom målet var at holde ud i 30 dage, måtte de efter 18 dage uden ret meget mad opgive og sende bud efter speedbåden, der kunne bringe dem tilbage til civilisationen.

Mens det var krævende for Katrine Berg at være i ødemarken, var det hårdt for Katja Nordmand i oktober sidste år at vende hjem.

Det fortæller hun i et interview med Se og Hør.

»Jeg gik helt ned med flaget, da jeg kom hjem. Den første uge var jeg så ked af det, at jeg ikke ville snakke med nogen. Jeg havde lyst til at pakke mine ting og tage af sted igen, fordi hverdagen stressede mig,« fortæller hun til Se og Hør.

Katja Nordmand syntes, det var hårdt at vende hjem fra 'Alene i Vildmarken'.
Katja Nordmand syntes, det var hårdt at vende hjem fra 'Alene i Vildmarken'.
Vis mere

Katja Nordmand overvejede i en periode efter hjemkomsten at melde sig til programmet igen og tage alene af sted.

Men den drøm må hun udsætte på ubestemt tid, for den 34-årige Katja Nordmand er blevet gravid og venter sit første barn til september.

Selvom de to veninder reagerede meget forskelligt på udfordringerne og i programmet brugte meget tid på at diskutere, hvornår de skulle tage hjem, så er de fortsat veninder, fortæller Katrine Berg til Billede Bladet:

»Vi er stadig enige og uenige om de samme ting. Vi er to vidt forskellige mennesker og har forskellige måder at opfatte situationer på, men vi er stadig venner.«