Årets sæson af 'Over Atlanten' har nærmest mindet om 'Paradise Hotel' med sine intriger, interne skænderier og spydigheder. Og syvende afsnit er bestemt ingen undtagelse.

I Kanal 5-programmet skal seks kendte danskere sammen tilbagelægge 6.000 kilometer, når de krydser Atlanterhavet i en lille sejlbåd.

Det betyder selvsagt, at gruppen, der består af musikeren Wafande, diamanthandleren Katerina Pitzner, radio- og tv-personligheden Anders Lund Madsen, kokken Jesper Vollmer, youtuberen Julia Sofia og kunstneren Kristian von Hornsleth kommer tæt på hinanden.

Som du kan se i videoen over artiklen, har årets deltagere tidligere peget på Wafande som sæsonens største diva, og det kommer også til udtryk i søndagens syvende afsnit.

Musikeren Wafande er en del af castet til den nye sæson af 'Over Atlanten'.
Musikeren Wafande er en del af castet til den nye sæson af 'Over Atlanten'.
Vis mere

Her har youtuberen Julia Sofia fået lov at lægge sig ned i kahytten for at få styr på sin søsyge, mens resten af holdet må hjælpe til på båden.

Og det huer ikke Wafande, der med masser af sarkasme i stemmen giver udtryk for, at han nu pludselig også er blevet for søsyg til at hjælpe til.

»Puha, jeg har det dårligt. Det har jeg. Puha. Nej, hvor er det hårdt,« klynker han.

»Måske har jeg været lidt efter Julia. Jeg synes, hun har det lidt nemt nogle gange. Hun bliver baby'et. Jeg har da også haft det halvdårligt - jeg har godt nok ikke været søsyg, men jeg kunne da godt have snydt mig til et par ekstra timers søvn, hvis det var det,« siger han i klippet, som du kan se herunder.

Noget tyder dog på, at resten af selskabet er på Julia Sofias hold. De har fået nok af Wafandes brokkeri.

Især kokken Jesper Vollmer, der allerede har haft adskillige sammenstød med musikeren under turen.

»Jeg er sgu ret forundret over, at der er nogle som Wafande, der virkelig kører gadedrengen på og hans lille rebelshow hele vejen igennem. Der kommer intet positivt ud af munden på ham. Jeg gider ikke have de sidste dage ødelagt på grund af intriger og spydigheder,« siger Jesper Vollmer, mens rejsen nærmer sig sin afslutning.

Selv diamantdronningen Katerina Pitzner, der eller er kommet så tæt på Wafande på turen, at der efterfølgende er opstået hårdnakkede kæresterygter om de to, har måttet trække sig væk fra ham.

»Jeg deler på mange områder hans frustration, men han er gået meget ned, og for at jeg ikke også går ned, så må jeg skabe lidt space for at holde mig selv kørende,« siger hun, inden hun medfølende tilføjer:

»Han lider. Han har det ikke nemt.«

Wafande har ikke lagt skjul på, at han fortryder turen, som blev et helvede for ham.

Det fortalte han til B.T. på et pressemøde forud for sæsonpremieren, hvor han også erkendte, at hans brok nok havde været for meget for de andre.

Castet til 'Over Atlanten' er radio/tv-personlighed Anders Lund Madsen, diamanthandleren Katerina Pitzner, musikeren Wafande, kunstneren Kristian von Hornsleth, kokken Jesper Vollmer og youtuberen Julia Sofia.
Castet til 'Over Atlanten' er radio/tv-personlighed Anders Lund Madsen, diamanthandleren Katerina Pitzner, musikeren Wafande, kunstneren Kristian von Hornsleth, kokken Jesper Vollmer og youtuberen Julia Sofia.
Vis mere

»Jeg har også grineren over mig selv en gang imellem, når jeg kunne se mig selv udefra. Så tænkte jeg bare 'hold dog kæft',« sagde han i marts inden premieren.

Før udsejling havde Wafande forestillet sig at få noget dybere ud af turen.

»Jeg tror, at jeg spirituelt og meditativt forestillede mig, at jeg skulle komme tættere på mig selv og lære min far at kende, som var sømand. Men det skete overhovedet ikke,« fortalte han.

Trods den dårlige oplevelse har han lært én ting om sig selv: Efter turen med de fem andre kendte har den ekstroverte musiker lært at påskønne sit eget selskab, siger han.