Lige siden hun var barn, har Katerina Pitzner kunnet tale med dyr og mærket en verden omkring sig, som de fleste andre ikke har kunnet.

I dag bruger hun sin evne på arbejdet, når hun kommunikerer med de diamanter, hun skal vurdere.

Det fortæller Katerina Pitzner, der foruden at medvirke i 'Til middag hos' og 'Diamantfamilien' driver Copenhagen Diamond Exchange, der handler investeringssten for private og professionelle investorer.

»Der kan jeg en sjælden gang imellem godt sidde med en sten, hvor jeg intuitivt føler, at uanset hvor korrekt den er på papiret, så vil jeg ikke handle den, for der er noget ved den, der frastøder mig. Uanset hvor god en handel, det er,« siger Katerina Pitzner, der også senere har oplevet at blive bekræftet i, at hendes fornemmelse var god nok.

Der gik mange år, før den 50-årige diamantdronning for alvor turde stå frem med sine evner. Hun var bange for, at folk ville synes, det var mærkeligt, og at hun både privat og især professionelt ikke ville blive taget seriøst.

»Men jeg nåede på et tidspunkt til et sted, hvor jeg følte mig som en fake i mit eget liv. Jeg havde fem strenge at spille på, men brugte kun de tre. Jeg stod ikke ved det,« siger diamanthandleren, der derfor tog springet i 2017 og udgav den selvbiografiske 'Sjælens begær'' om blandt andet spiritualitet.

Katerina Pitzner.
Katerina Pitzner. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

»Det var meget modigt for mig. Jeg var virkelig nervøs, men jeg følte ikke, jeg kunne holde mig selv ud længere. At blive ved med at undertrykke noget, som var så stor en del af mig, det var svært,« siger Katerine Pitzner, som havde forberedt sig på det værste – men de negative reaktioner udeblev.

Siden har hun turdet stå ved sine evner og har både kommunikeret med andres afdøde slægtninge såvel som sin egen far, mormor og afdøde ekskæreste, som hun fortalte i mandagens afsnit af 'Til middag hos'.

Men kun hvis de afdøde selv lader hende, fortæller Katerina Pitzner, der også kan mærke energier fra dyr. Hun har derfor kunnet hjælpe sin ældste datter, Thalia Pitzner, der er international springrytter og træner, med at skabe kommunikation med hendes heste.

»Det er altid meget spændende at kommunikere med dyr. De er meget kloge og kærlige. I hvert fald dem, jeg har kommunikeret med,« siger hun og tilføjer med et grin:

»Jeg ved ikke, hvor meget bevidsthed en bille for eksempel har – det har jeg ikke prøvet.«