Lyt til artiklen

Det er ikke til at se på Katerina Pitzner og Morten Kjeldgaard, at de netop er røget ud af 'Vild med dans', da B.T. taler med dem fredag aften.

Og det er der en særlig årsag til, fortæller de.

»Vi havde forberedt os på det, efter vi var i omdans i sidste uge. Jeg havde snakket rigtig meget med Katerina om, hvordan det føles, når man ryger ud. Så hun var helt forberedt,« siger Morten Kjeldgaard.

»På den måde var det godt, at det ikke skete i sidste uge, hvor det kom helt ud af det blå.«

Katerina Pitzner og Morten Kjeldgaard var i overraskende godt humør, da de blev sendt hjem fra 'Vild med dans' fredag aften.
Katerina Pitzner og Morten Kjeldgaard var i overraskende godt humør, da de blev sendt hjem fra 'Vild med dans' fredag aften. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Baseret på dommerpoint har parret ligget i den øverste del af feltet hele sæsonen – også i sidste uge, hvor de alligevel endte i omdans mod Heidi Frederikke Sigdal og Michael Olesen.

»Så der havde jeg slet ikke været klar til at ryge ud. Og det var du da heller ikke,« siger Katerina Pitzner henvendt til sin dansepartner.

I dag er hun til gengæld taknemmelig for oplevelsen. For de nye venner. Og for alt det, hun har lært.

Og så er hun trods alt taknemmelig for, at hun fremover får en masse ny fritid.

Måske sammen med Katerina Pitzners datter Thalia Pitzner og Morten Kjeldgaards kæreste, Frederik Haun, som er blevet tætte venner af at være med på sidelinjen fredag efter fredag.

De to påhæng har blandt andet dannet en vinterbadeklub sammen og mødes ofte for at drikke kaffe og spise kage.

Det skal Katerina Pitzner og Morten Kjeldgaard også gøre, nu hvor de ikke skal bruge hele ugen på at træne.

»Hvis vi spørger rigtig pænt, kan det endda være, vi får lov at komme med i deres klub,« griner Morten Kjeldgaard.