For den nyeste medvirkende i programmet 'Forsidefruer' har der været ting, man lige skulle vende sig til, når man gik fra at være relativt ukendt til at blive en del af et populært program.

Eksempelvis fortæller Karina von d'Ahé, at hun nogle gange føler, at fotograferne fanger uheldige vinkler af det, hun kalder 'sin ladeport'.

»Når man laver reality, så skal du altså være lidt sej - du skal have store boller for ikke at blive påvirket,« lyder det fra hende.

Hun er mødt op til et pressemøde i forbindelse med den nyeste sæson, der starter 6. februar. Igen skal gruppen i gang med nye eventyr, og von d'Ahé er stadig glad for sin medvirken i programmet, som byder på mange sjove stunder blandt de lidt hårdere dage, siger hun.

Foto: Foto: TV3
Vis mere

»Jeg har det for det meste fint, men jeg har også dage, hvor jeg bliver påvirket, selvom kritikken er noget, der kommer inde fra en selv. Pigerne har jo taget mega godt imod mig,« fortæller hun og understreger, at der er mange kvinder, som siger til hende, at de er glade for at have en som hende at spejle sig i.

Hvor hun engang lod sig friste til at smide tøjet på sin blog for at vise, hvordan man kan være smuk uden at være en størrelse 36, siger hun nu, at synet på størrelse har ændret sig.

Derfor går hun ikke længere forrest i kampen.

»Egentlig gider jeg ikke adressere det (debatten om størrelse og vægt, red.). På et tidspunkt slog jeg ofte et slag for plus-size, men jeg synes ikke, det er så stor en ting længere. Jeg synes, der har været stor fokus på det de seneste år. Nu er det, som man siger, at en bikinikrop er en krop i en bikini.«

Hun fortæller videre, at hun hviler i den, hun er. Som makeupartist var hun en størrelse 42 i modebranchen i mange år, og det lod hun sig ikke slå ud af. På trods af, at idealet er at være meget tynd. I dag er hun på skærmen med de fem kilo, »som kameraet tilføjer«, og de dårlige vinkler, som fotograferne fanger, og det er helt fint med kendissen.

Det er ligefrem befriende at vise sig selv fra alle sider, og det betyder meget mindre, hvad man vejer, slår hun fast.

»Vi er meget tættere på, end vi har været længe (på at samfundet accepterer alle størrelser, red.).«

»Men det ville også være løgn at sige, at jeg ikke tænker over det, når jeg står på rad og række med mine tynde, flotte kollegaer.«

Hun siger, at noget af det, som hun har bemærket efter at være startet i 'Forsidefruer,' er, at følgere på hendes Instagram går meget op i vægt, og derfor er det også blevet noget, hun tænker mere over.

»Der kan jo være to gange Jackie (Navarro, red.) i mig, så det er klart, at jeg tænker over det,« siger von d'Ahé, men hun fortæller, at hendes sønderjyske mor har været god til at fortælle hende, at hun også har sin berettigelse i de ting, hun kaster sig over.

»Hvis jeg kunne vågne op i morgen som en størrelse 38, så ville jeg gerne det, men det bestræber jeg mig tydeligvis ikke nok på. Jeg vil hellere leve livet og have det godt, og så hviler jeg ret meget i mig selv.«

Alle forsidefruerne er at se i den nyeste sæson 6. februar på TV3.