Gorm Wisweh mener ikke, at stress er en dårlig ting.
Pizza-kongen præsterer personligt bedst, når han er stresset, siger han uden tøven til B.T. Så det var først, da hans kæreste for et par år siden fortalte ham, at han var en dårlig far til deres to små børn, at han satte tempoet ned.
»I dag arbejder jeg måske kun 45-50 timer om ugen i snit. Jeg har også nogle hårde perioder med festivaler osv., hvor jeg arbejder mere, men ellers er det langt mindre, end jeg arbejdede før,« siger Gorm Wisweh, og understreger, at 50 timer altså er lidt, når man er selvstændig kok.
»Det er en sygdom i branchen, men jeg kan ikke se, at den kan løses på nogen måde - og jeg vil jo heller ikke gå glip af alle de sjove opgaver.«
Kokken Gorm Wisweh, der står bag pizzakæden Gorm's, stod for fem år siden med tre forretninger, en fjerde på vej, en masse events og optagelser til børneprogrammet 'Gorm og 100% din ret', da det hele ramlede om ørerne på ham.
Det var en uvant følelse. For arbejdshesten Gorm Wisweh var jo uovervindelig.
»Jeg var jo ikke naiv, og jeg vidste jo godt, at på et tidspunkt kunne jeg ikke rumme mere. Men stress havde altid været en positiv ting, som fik mig til at arbejde endnu hurtigere og sove mindre. Jeg havde krudt i røven. Jeg følte, jeg var kongen af det hele,« siger han til B.T.
Indtil han ikke var det mere.
For en morgen kunne han pludselig ikke huske, hvad der blev hentydet til, da han fik en sms med teksten: 'Vi ses om lidt'. Der var intet andet end en tåge i hans hoved. Gorm Wisweh beskriver det selv som lyden af en glaskugle, der splintres. Igen og igen.
»Fra det sekund var jeg fuldstændigt handlingslammet og magtesløs. Jeg kunne ikke skrive på min computer. Kunne bare kigge på en curser, der stod og blinkede. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle. Jeg kunne bare ikke få det ud i mine hænder. Jeg blev depressiv og indelukket, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne det hele mere.«
Gorm Wisweh fik aldrig hjælp til at håndtere sin stress, for da hans søn Wilhelm blev født en måned senere, blev han fyldt op med glæde over sin lille, nye familie. Tågen forsvandt. Og han begyndte at knokle på igen.
»Selv efter jeg har været nede med stress, mener jeg ikke, det er en dårlig ting. Stress er noget, antilopen har, når løven løber efter den, så den kan løbe ekstra stærkt og overleve. Vi mennesker har den fantastiske evne, at vi kan tage vores stress og bruge den, men man skal vide, at det er en meget begrænset ressource,« siger han.
Men historien endte ikke lykkeligt her. For selvom Gorm Wisweh var glad igen, var hans hustru Charlotte ikke tilfreds med, at han arbejdede så meget, fortæller de begge i søndagens afsnit af Kanal 5-programmet 'Over Atlanten'.
»Der gjorde min kæreste mig opmærksom på, at hun ikke syntes, jeg var en god far. Og det var jo forfærdeligt at få at vide, for det var ikke meningen, jeg skulle være en dårlig far. Men da hun ridsede op, hvordan det var at være sammen med mig - hvordan jeg var sammen med børnene - så kunne jeg jo godt se, hun havde ret i rigtig meget af det,« fortæller han i tv-programmet.
Over for B.T. uddyber han:
»Der kunne stå et barn, der ville med op på køkkenbordet og skære med mig, men jeg er bare sådan: 'Jeg laver mad'. Men hvis det tager fem minutter længere, fordi Wilhelm skal med op og lege med en kniv og hakke en gulerod, så går det nok. Det må ikke forstyrre mig. 'Det er jo derfor, du er hjemme, ellers kunne du lige så godt være på arbejde. Så er der ingen grund til at have dig her', sagde Charlotte. Og det var jo enormt rigtigt sagt.«
»I dag er jeg en god far - og det synes Charlotte også,« griner Gorm Wisweh, der med hustruens hjælp har lært at finde balancen, så det at være kok ikke længere udelukker det at være far.
»Hun ser det, jeg har brug for, men som jeg ikke selv lige ser. Og det er jeg hende evigt taknemmelig for. Det er derfor, hun er den bedste for mig og vores forhold er så stærkt som det er,« siger han om Charlotte Kjeldberg, der arbejder som kommunikationsansvarlig i Madkulturen.
»Det er fedt at se, hvor meget ungerne egentlig er klar til mig. Selvfølgelig har de savnet mig uden at have begreb om det, og jeg havde frygtet, at de ville blive skuffede over, at det primært havde været mor, der tog ansvar, men nu var det far. Men skuffelsen har slet ikke været der. Hvis mor ikke er der, så gør vi det på fars måde. Det er megafedt! Totalt optur!,« siger han begejstret.
»Jeg har ikke mindre at lave - nu har jeg bare noget andet at lave, som er meget mere fantastisk.«