Kæmpede med usikkerhed i DR-program - nu afslører hun: Blev droppet ud af det blå
Hun havde slet ikke set den komme.

Hun havde slet ikke set den komme.

Parret Markus Gravlund og Cecilie Kærgaard valgte hinanden til i denne sæson af DR-programmet 'Gift ved første blik'.
Men gennem programmet har man mærket en usikkerhed i Cecilie – og nu fortæller hun den triste historie bag.
I programmet har det gennem syv uger fyldt en del på skærmen, hvordan Cecilie kæmpede med ikke at føle sig god nok.
Hvordan hun var bange for, at Markus måske ville vågne op en dag og gå.
Og det var desværre præcis det, Cecilie Kærgaard oplevede for nogle år siden i et forhold, hun ellers selv troede var rigtig godt.
»Jeg har oplevet at være i et forhold, hvor der var en, der vågnede op fra den ene dag til den anden og tænkte; det skal ikke være det alligevel,« fortæller Cecilie Kærgaard.

»Og det skete over to omgange,« tilføjer hun.
Gennem to år var hun i et langdistanceforhold med en mand. Først afbrød han forholdet én gang, siden blev det genoptaget, og så afbrød han det igen.
Det gjorde særligt ondt, fortæller Cecilie, fordi hun faktisk følte, at de to havde det godt.
»Det var en dejlig mand og et godt forhold, men så fik jeg en følelse af ikke at være nok,« forklarer hun.

Da Cecilie Kærgaard blev matchet med Markus Gravlund i 'Gift ved første blik', fandt de to hurtigt melodien og havde god kemi.
Men af samme grund blev hun skræmt, for med ét blev hun sendt direkte tilbage i den gamle følelse, hvor alt også føltes dejligt – lige indtil det sluttede brat.
»Det er flere år siden, og så havde jeg ikke succes med at møde en dejlig mand siden. Så det var pludselig følelsen af at møde en dejlig mand og ikke ville miste det,« siger Cecilie Kærgaard.
Seere af programmet har nok også bemærket, hvordan Markus Gravlund ofte har prøvet at bekræfte Cecilie Kærgaard, som også hurtigt fortalte sin nye mand om fortiden - selvom man ikke så det på tv.
»Det er også derfor, jeg skruer op og giver komplimenter, fordi jeg godt vidste det,« forklarer Markus Gravlund.