Det kræver en god portion is i maven at undgå en smule sved på panden, når man præsenterer et underskud på 21 millioner kroner.

Dette er netop, hvad Thorupstrand Kystfiskerlaug ApS har kunnet præsentere. Det skriver Nordjyske.

Men selvom fiskerlauget, der blev kendt i TV 2-programmet 'Gutterne på kutterne', kunne se ud til at være fanget i et økonomisk stormvejr, er de helt trygge ved kursen.

»Vi tager det helt roligt, og vores pengeinstitutter gør det samme,« siger Thomas Højrup, laugets formand, til Nordjyske.

Han forklarer, at anpartsselskabets voldsomme underskud skyldes en nedskrivning på næsten 29 millioner kroner på deres kvoter.

Hvis man kigger på selskabets drift alene, uden nedskrivningerne, ville firmaet ifølge formanden have et overskud på 139.000 kroner.

Når der er så store nedskrivninger på kvoter, skyldes det to forhold.

Dels hvordan EUs og Danmarks kvotesystem fungerer, og dels at fiskekvoter er udsat for stor spekulation, hvilket får værdien til at svinge voldsomt.

Dette betyder, at værdien på laugets kvoter kan svinge fra 20 til 120 millioner kroner i værdi. Men da lauget ikke lever af at sælge, men derimod at udleje sine kvoter, er det reelt set ligegyldigt for dem med de store udsving – omend det ser voldsomt ud i et regnskab.

Thomas Højrup sammenligner det med aktiemarkedet.

»Som følge af disse svingninger er kvotemarkedet i dag præget af spekulation. Det betyder, at kvoter bliver handlet med henblik på fortjeneste ved at købe billigt og sælge til en højere pris. De bliver ikke længere kun erhvervet af fiskere, som køber kvoten for at få ret til at fiske.«

Lauget har kvote på cirka fem procent af de torsk, der må fiskes i Skagerrak. 'Gutterne' udnytter kun en del af kvoten selv, når de primært i vinterhalvåret fisker torsk.