Den hollandske version af 'The Voice' er blevet taget af skærmen.

Det sker efter adskillige anklager mod Jeroen Rietbergen, der er bandleder i talentshowet. Det skriver Sky News.

I en fælles erklæring skriver tv-stationen RTL og producenten ITV Studios, at man vil undersøge anklager til bunds. RTL mener, at der kan have været misbrug af magt involveret i episoderne.

»Vi tager det meget seriøst. Deltagere og ansatte skal kunne deltage i sikkerhed. Førsteprioriteten er lige nu at få styr på, hvad der er op og ned i denne sag,« siger en talsperson fra RTL til Sky News.

Jeroen Rietbergen har som konsekvens af anklagerne valgt at forlade talentshowet.

I den forbindelse indrømmer Jeroen Rietbergen, at han har været sammen med kvinder, som er involveret i showet på den ene eller anden måde og at have sendt beskeder af seksuel karakter til dem.

Jeroen Rietbergen har i samme ombæring indrømmet, at han har fået professionel hjælp igennem mange år.

På daværende tidspunkt var det ikke gået op for ham, at kvindernes oplevelser med ham var grænseoverskridende.

Men det er ikke kun Jeroen Rietbergen, som er under anklager om seksuelt misbrug.

Den populære hollandske rapper 'Ali B', som er mentor for deltagerne i programmet, er også under anklager om seksuelt misbrug. Han afviser dog anklagerne i et Instagramopslag, hvor han er '100 procent overbevist om sin uskyld'.

Talentshowet kommer ikke tilbage på skærmen før, at sagen er blevet undersøgt til bunds.