Der har været sin del af dramaer i den danske version af tv-programmet 'Gift ved første blik', men der har trods alt ikke været noget, der er i nærheden af den skandale, som har ramt den australske udgave.

Her bliver det nemlig ikke ved simpelt mundhuggeri.

I stedet har en episode med utroskab fået en mandlig deltager til at udføre en skide (bogstaveligt talt, red.) ulækker hævnaktion. Det skriver News.com.au.

Historien er, som følger:

Tv-ægteparret David Cannon og Hayley Vernon blev uvenner, da sidstnævnte under en våd aften i byen valgte at kysse med en anden deltager ved navn Michael Goonan.

David Cannon forsøgte efterfølgende at få sin hustru i tale om utroskaben, men uden held.

»Omkring tre dage efter havde jeg stadig ikke hørt fra Hayley, og jeg var et meget mørkt sted. Da jeg havde hendes værelsesnøgle, valgte jeg at gøre noget virkelig barnligt,« siger den forsmåede ægtemand til det australske medie.

Det, han gjorde, var at tage sin tv-hustrus tandbørste og køre den rundt i toiletkummen, som var den en toiletbørste.

»Jeg fortryder virkelig, at jeg gik ned på hendes niveau,« siger David Cannon.

Ifølge David Cannon benyttede Hayley Vernon sig af tandsbørsten de fem følgende dage, hvorefter han afslørede over for en af hendes venner, hvad han havde gjort.

Vennen fortalte det derefter videre til Hayley Vernon, som også har udtalt sig om lortesagen:

»Han gjorde noget af det mest ulækre i programmets historie, og jeg føler, at det er på grænsen til at være et overgreb,« siger tv-hustruen.

David Cannon påstår over for News.com.au, at han undersøgte sygdomsrisiciene på Google, inden han skrubbede toilettet med tandbørsten.

»Det var hendes egen bæ, hendes egne bakterier fra hendes egen krop, så det ville ikke skade hende,« siger han og understreger dog, at han er 'flov' over sin opførsel.

Hele episoden bliver angiveligt vist i onsdagens afsnit af programmet, og det tyder på, at australske tv-seere glæder sig.

I hvert fald flyder Twitter over med kommentarer omhandlende 'toiletbørste-skandalen'. Se en række eksempler herunder: