I flere uger havde hun været omgivet af tragedier på neonatal-afdelingen, og pludselig kunne hun ikke et sekund mere. »Vi skal hjem. Nu,« insisterede hun på i telefonen til sin mand.
»Det var bare for voldsomt. Babyer med hjertefejl, der manglede en arm, skulle opereres, havde leukæmi. Jeg kunne ikke mere,« siger Julie R. Ølgaard om dagen, hvor hun før tid forlod Rigshospitalet med sin for tidligt fødte søn. Uden at vide, hvilke markante spor det skulle sætte, og hvad de skulle føre til.
I den kommende uge er der premiere på filmen 'Englemageren', som den kendte skuespiller har skrevet, produceret, instrueret og spiller hovedrollen i.
Godt nok en thriller, men med underliggende temaer om traumer og den indre og ydre kamp for at vende tilbage til den virkelige verden. Temaer, der ligger hendes hjerte nær. Fordi hun har været der selv.
Det var i sommeren 2017, at Julie R. Ølgaard akut blev indlagt på Rigshospitalets afdeling for intens behandling af for tidligt fødte og syge nyfødte børn.
Hun var gravid i 32. uge med sit første barn Cooper, troede, at hun var sund og rask, men prøverne dén dag viste, at det var hun på ingen måde.
»Mine tal var så dårlige, og han var ikke vokset nok. Så jeg blev indlagt, og han kom ud syv uger for tidligt. Blev taget med kejsersnit og vejede 1.231 gram.«
En skygge dæmper smilet i de blå øjne, når hun sidder i den lille gårdhave i familiens byhus i indre København og mindes tiden.
»Der gik jeg i survival mode, så det gik slet ikke op for mig, hvor syg jeg stadig selv var. For jeg bare var så taknemmelig for, at han var sund og rask,« husker den i dag 41-årige Julie R. Ølgaard, som var lettet over, at hendes lille søn ikke skulle i kuvøse, men kunne 'nøjes' med ilt og hjælp med modermælkserstatning.
Derfor havde hun overskud til at lytte og tale med de øvrige mødre på afdelingen. Kvinder, for hvem hver dag helt bogstaveligt var en kamp på liv og død for deres babyer.
»Du er omringet af de dygtigste sygeplejersker og mest fantastiske mennesker, som holder os i hånden,« siger hun med taknemmelighed i stemmen.
»Men også af dårlige historier, lamper, babyer, der skal opereres. Det var en sindssyg og voldsom tid.«
Og til sidst kunne hun ikke mere.
En gylden regel siger, at man kan udskrives fra afdelingen, når barnet enten har nået en vægt på to kilo eller efter terminsdato.
Intet af det havde Cooper, da Julie R. Ølgaard ringede til sin mand og ville hjem. Nu. Med en alt for lille baby, som fik sondemad.
Det hører med til historien, at hendes mand Gustav er uddannet sygeplejerske. At hendes far er læge og bor blot et stenkast fra dem. At en hjemmesygeplejerske var tilkoblet.
Men den voldsomme tid var langtfra ovre.
Hver tredje time skulle hun malke ud og give sonde. Halvanden time tog det. Det gav hende halvanden time at sove i, før hun skulle på den igen.
»Nætterne blev tortur, hvor jeg var bange for at sove, for jeg vidste, at om lidt ringede vækkeuret igen. Og det kunne jeg slet ikke overskue, for jeg var så træt.«
»Samtidig sloges kattene i gården om natten, og deres skrig lyder som babygråd. Og når du er lidt gakkelak, som jeg var, så ramler det hele bare.«
»Jeg var stadig rationel, men jeg kunne lige så godt have tippet over og fået en psykose,« siger Julie Ølgaard, som derfor godt forstår de kvinder, der får det.
Ikke mindst efter – som research til sin film – at have snakket med et utal af kvinder, der enten har haft det eller har prøvet at miste deres baby. Og på egen krop har oplevet, hvor tabubelagt emnet er.
Som hovedpersonen i hendes film gør det.
Selv har Julie R. Ølgaard dog ikke haft den oplevelse. For som hun med et stort smil erkender, er hun rimelig åben, ikke én, der finder sig i, at der bliver fejet for meget ind under gulvtæppet.
»Men jeg husker, hvor surrealistisk det var at tænke på, at jeg var i det her vanvid, og verden udenfor bare gik videre. At alle andre levede et helt normalt liv, når jeg knap kunne trække vejret.«
Hvilket, erkender hun, hun slet ikke havde klaret uden sin mand og hans sygeplejer-baggrund.
»Hvis jeg havde siddet alene med en baby, der skulle have stukket en sonde ind, så var jeg gået i ægte panik. Det havde jeg aldrig kunnet. Men der havde Gustav en ægte ro,« forklarer Julie R. Ølgaard.
Det tætteste hun selv kom på tabuisering, var mere 'mom shaming'. Fordomme.
»For eksempel kom han i vuggestue, da han var syv måneder. Der syntes folk jo, at jeg var djævlen. Dét og for ikke at lave mos eller bage boller, at jeg tog 'the easy way out', blev jeg dømt for.«
»Men jeg kan ikke se, at det gør mig til en dårligere mor. For det var rigtigt for mig for at kunne fungere som menneske,« forklarer Julie R. Ølgaard.
En anden ting, hun husker fra tiden, hvor hun stadig befandt sig i dét, hun kalder 'den sindssyge fase', var, da en veninde forærede hende to billetter til en koncert med hendes store helte Guns N' Roses.
Så hun og Gustav kunne få et lille break, mens moderen tog sig af Cooper.
»Jeg var så glad, og vi prøvede at se nogenlunde normale ud,« smiler hun.
Men glæden varede ikke længe.
'Undskyld, hvad laver du her? Var han ikke for tidligt født?' lød det spidst fra et gammelt bekendtskab.
»I dag ville jeg have svaret: 'Hvad fanden bilder du dig ind?' I stedet var jeg bare så såret og målløs. Blev så ked af det.«
»Måske har hun ikke ment det ondt, men bare sagt, hvad hun og mange andre tænkte.«
»Men det ville være dejligt, hvis folk i stedet tænkte, at jeg måske havde meget godt af at komme ud og trække vejret efter i halvanden måned at have levet i et levende vanvid.«
»Lige dér synes jeg, at folk skal fucking bare tænke sig om,« siger Julie R. Ølgaard med en sjælden rynke i panden og tilføjer så med et grin:
»Det kan godt være, at Guns N' Roses ikke var det mest oplagte break for alle. Men for mig var det magisk.«
I dag er Cooper 'et rigtig lille væsen'. På snart seks år. Faren er for længst drevet over. Men de smertefulde oplevelser har simret inden i hende. Indtil de var modne til at blive et underliggende tema i hendes debut-spillefilm. Som godt nok er en thriller, men:
»Jeg vil gerne fortælle historier med noget på hjerte,« smiler Julie R. Ølgaard.
'Englemageren' har premiere 8. juni.
