Da Julie Kvelland sagde ja til at medvirke i en DR3-dokumentar om hendes liv, havde hun en drøm om, at folk så ville behandle hende bedre.

»Jeg håbede, at folk ville lære mig at at kende og vide, hvem jeg var, så de ville stoppe med at gøre grin, pege fingre og tage billeder af mig,« fortæller Julie Kvelland.

Derfor var skuffelsen stor, da den 22-årige pige fra Randers i sidste uge endnu en gang blev fotograferet mod sin vilje i et tog på vej hjem fra Aarhus.

»Jeg havde bare en super dårlig dag, og det var første gang, at jeg fik taget billeder i smug efter dokumentarserien. Så det var bare super ubehageligt.«

Nastasja Audrey Abigail og Julie Kvelland.
Nastasja Audrey Abigail og Julie Kvelland. Foto: Privat foto
Vis mere

Julie Kvelland kontaktede selv pigen som havde taget billedet, og pigen stod efterfølgende frem offentligt og sagde undskyld.

»Jeg har kæmpe respekt for, at hun stod frem og tog ansvar. Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg kan godt mærke, at folk behandler mig bedre i dag end tidligere,« siger Julie Kvelland.

I oktober sendte DR dokumentarserien ‘For grim til kærlighed’, hvor seerne i fire afsnit kunne følge Julie Kvellands liv og jagt på kærlighed med den sjældne sygdom partiel lipodustrofi.

Sygdommen betyder, at Julie Kvelland har et 'deformt' ansigt og en stor krop med tynde ben og arme.

Fordi Julie Kvelland ser anderledes ud, har hun i mange år været plaget af folks blikke, kameraer og kommentarer, når hun er ude i offentligheden.

»Det har været sindssyg ubehageligt. Jeg følte lidt, at jeg bare stod til skue. Det plejede at være en del af min hverdag, og folk tog billeder af mig to-tre gange om ugen.«

Men efter dokumentaren blev sendt i tv i oktober, og nu kan ses på DR.dk, er Julie begyndt at føle sig mere tryg, når hun går på gaden.

»Jeg plejede at føle mig bange og utryg, fordi alle kiggede på mig og grinte af mig, men nu er folk rigtig søde og kommer hen til mig og siger, at de synes jeg er sej. Det gør mig rigtig glad.«

Julie Kvelland medvirker i DR dokumentarserien ' For grim til kærlighed'. Her fortæller hun om udfordringerne ved at finde en kæreste, når hun har den meget fremtrædne og sjældne sygdom partiel lipodustrofi. Programmet kan ses på DRs hjemmeside.
Julie Kvelland medvirker i DR dokumentarserien ' For grim til kærlighed'. Her fortæller hun om udfordringerne ved at finde en kæreste, når hun har den meget fremtrædne og sjældne sygdom partiel lipodustrofi. Programmet kan ses på DRs hjemmeside. Foto: STV
Vis mere

Dokumentaren blev filmet henover sommeren, og optagelserne tog fire måneder i alt.

Forløbet har skabt alvorlige psykiske konsekvenser for Julie Kvelland.

»Det var bare rigtig hårdt hele tiden at være på og føle, at jeg skulle præstere noget. Det har taget hårdt på mig.«

Julie Kvelland har været sygemeldt med angst og depression i to år, men særligt hendes angst er den seneste tid forværret.

»Min angst er desværre kun blevet værre, efter jeg var med i dokumentaren. Jeg har det rigtig svært for tiden.«

I dag er hun stadig sygemeldt og får hjælp hos en psykiater.

Dog drømmer Julie Kvelland om at holde foredrag og måske skrive en bog til inspiration og hjælp for andre i fremtiden.

»Jeg går og planlægger at holde nogle foredrag, så nu må vi vente og se.«