For mange er julen lige dele hygge og et overflødighedshorn af god mad og andet lækkert.

Men bare fordi man har en af de bærende roller i en julekalender, betyder det ikke, at man har prøvet et klassisk dansk julemåltid.

Det fortæller Kian Lawson-Khalili, der spiller Theo i DR-julekalenderen 'Theo & Den Magiske Talisman'.

»Vi spiser faktisk kalkun og kylling, fordi vi er engelske, og det er bare sådan, vi gør,« siger han til B.T. og afslører samtidig:

»Jeg fik min første and og flæskesteg på set (optagelserne, red.). Det var ret sjovt.«

I DR's 'Theo & Den Magiske Talisman' følger man drengen Theo, hvis eneste og bedste ven er morfaderen Harald.

Han falder om lige inden jul, og Theo må rejse ind i den magiske verden Thannanaya sammen med den nye pige i klassen, Simone, for at få sin elskede morfar tilbage.

På rollelisten er blandt andre 'Broen'-skuespilleren Sarah Boberg, 'Badehotellet'-veteranerne Jens-Jacob Tychsen og Bjarne Henriksen samt den unge skuespillerspire Safina Coster-Waldau - der er datter af den danske 'Game of Thrones'-stjerne Nikolaj Coster-Waldau.

DR's julekalender 'Theo & Den Magiske Talisman' sendes hver dag frem til jul klokken 19.30.