Lyt til artiklen

De fleste går rundt med forskellige drømme for fremtiden.

Men de færreste går så langt – og så ekstremt til værks – som Josh Nalley for at få deres drømme realiseret.

Den 42-årige amerikanske restaurantchefs største ønske var at få en rolle som lig i en film eller tv-serie.

Så hvad gjorde han?

Ja, han spillede skam død hver eneste dag – i næsten et helt år – og postede billeder og videoer af sig selv som livløs på det sociale medie TikTok, og skrev, at han ville blive ved, indtil han blev tilbudt en filmrolle. Det skriver New York Post.

Efter 321 dage skete der pludselig noget.

»Jeg tabte telefonen af ren og skær vantro,« siger Josh Nalley til New York Post.

I den anden ende af røret var en af producerne fra den kendte amerikanske krimiserie 'CSI: Vegas'.

Josh Nalley har blandet andet delt et billede, hvor han spiller død liggende i et vandløb.
Josh Nalley har blandet andet delt et billede, hvor han spiller død liggende i et vandløb. Foto: TikTok/living_dead_josh
Vis mere

»Efter at have spillet en død mand i 321 dage kan jeg stolt fortælle, at jeg er blevet tilbudt rollen som død af CSI: Vegas,« skrev Josh Nalley på TikTok, da han havde fået drømmerollen.

Den standhaftige amerikaner fra Elizabethtown i Kentucky har i alt fået over fire millioner likes for sine daglige TikTok-billeder, hvor han poserede som lig – hovedsagelig i naturparker nær sit hjem.

Og til sidst blev Hollywood opmærksom på ham – og hans talent.

For det skulle vise sig, at øvelse også i dette tilfælde havde gjort mester.

Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Josh Nalley, da han fik rollen i CSI:Vegas.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Josh Nalley, da han fik rollen i CSI:Vegas. Foto: TikTok/living_dead_josh
Vis mere

»Vi har sjældent oplevet en skuespiller, som har været så godt forberedt på at spille et lig, som Josh. Det var en fornøjelse at arbejde med ham,« siger filmdirektøren Jason Tracey, som er manden bag 'CSI: Vegas', til New York Post.

Selv fortæller Josh Nalley om oplevelsen på filmsettet, at han var der i fem timer, men at han 'blot' skulle ligge på en båre. Det rene barnemad for Nalley, som blandt andet har delt billeder af sig selv, hvor han ser helt livløs ud liggende i et vandløb, opad en spillemaskine og – selvfølgelig – ved siden af en af de berømte Hollywood-stjerner i Las Vegas.

Josh Nalley kan ses som lig i episode seks af 'CSI: Vegas', som får premiere i USA 3. november.

Selvom drømmen om en filmrolle nu er gået i opfyldelse, har Nalley ikke planer om at droppe sin usædvanlige hobby.

Han er ufortrødent fortsat med at poste et dagligt billede af sig selv som død på TikTok.

351 billeder er det blevet til. Indtil videre.

Du kan finde hans profil her.