De var samlet over zoom. Med store brede smil og julelys i øjnene over, hvad de kunne gøre for hinanden i et historisk partnerskab, der potentielt kunne løbe op til ti år. Men så skete der noget uventet.

»Fuck, dén gør ondt på pengepungen,« indrømmer supermodellen Josephine Skriver da også om at måtte trække stikket fra den lukrative aftale. Med skogiganten ECCO.

»Min finansielle rådgiver river sig i håret. ‘Hvordan kan du sige nej?’,« siger Josephine Skriver i den nye DR Dokumentar ‘Kunsten at være Josephine Skriver’ om sin beslutning. Den vender vi tilbage til.

For at den danske koncern gerne ville have en bid af hende, er forståeligt nok.

Det var en lovende fodboldkarriere, der lå foran hende, da Josephine Skriver som 15-årig var på en udvekslingstur med sit hold til New York og med sine 179 cm og smukke træk stak ud fra flokken.

En mand stoppede hende på gaden.

‘Jeg vil virkelig gerne repræsentere dig’, sagde han til den undrende danske teenager, som på sit skoleengelsk fik svaret, at det vist lød lidt for underligt.

En 19 år gammel Josephine Skriver på catwalken i Milano.
En 19 år gammel Josephine Skriver på catwalken i Milano. Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

Hjemme igen fortalte hun om oplevelsen og blev af familie og venner opfordret til at give det et skud. Så det gjorde hun.

‘Ja tak,’ lød den hurtige tilbagemelding fra det danskejede bureau Unique Models.

»Jeg mødtes med deres New York-kontor, men det var jeg ikke klar til. Jeg var stadig kun 15 og ville gerne gøre skolen færdig først,« som Josephine Skriver tilbage i 2013 fortalte i et interview med Buzzfeed.

De første par år var derfor primært job, der kunne kombineres med at passe skolen, men så satte hendes mor foden i. Sagde ligeud, at nu måtte Josephine beslutte, om hun gik i gymnasiet eller var model.

Hun blev model.

17 år gammel var hun på catwalken under modeugen i New York for nogle af de største. 20 shows gik hun, var en kæmpe succes. Og så gik det stærkt.

»Jeg gik fra at være ung 17-årig til, at jeg tog to skridt, og så var jeg voksen,« beskriver Josephine Skriver i dokumentaren.

Voksen var hun, og med fuld fart på vej til en status som supermodel i den internationale modeverden.

I 2016 blev Josephine Skriver en af Victoria's Secrets 'engle', hvilket gjorde hende endnu mere berømt.
I 2016 blev Josephine Skriver en af Victoria's Secrets 'engle', hvilket gjorde hende endnu mere berømt. Foto: FRED DUFOUR/AFP
Vis mere

»Nu er jeg 20 og har en lejlighed på Manhattan, hvilket i bund og grund er ret vanvittigt. Når jeg en gang imellem sætter mig ned og tænker over det, er det ‘wauw’.«

»Jeg har set mere af verden, end jeg nogensinde havde drømt om. Det er fantastisk,« fortalte hun til Buzzfeed i 2013.

Samme år var Josephine Skriver også kommet under det berømte lingerimærke Victoria’s Secrets vinger. Og tre år senere fik hun dem selv på. Som en af de få udvalgte.

»Jeg lever helt bogstaveligt min drøm lige nu,« udtalte hun ifølge British Vogue, da hun blev udnævnt til en af brandets ‘engle’, nummer 16 af slagsen.

Men Josephine Skriver var – og er – ikke kun udseende.

For hvor mantraet for modeller synes at have været ‘hold kæft, og vær smuk’, skilte hun sig hurtigt ud ved at være åben om sin opvækst som regnbuebarn hjemme i Danmark.

Ved åbent og offentligt at gøre sig til talsperson for og kæmpe for LGBTQ-rettigheder. Og blev dermed en del af den lille skare af tidligere og nuværende supermodeller, der brugte deres stemme aktivistisk.

»Jeg er ikke bange for at lufte mine holdninger,« sagde hun i 2016 til Eurowoman.

For at holde sig aktuel og relevant, poster Josephine Skriver dagligt op til flere billeder på de sociale medier.
For at holde sig aktuel og relevant, poster Josephine Skriver dagligt op til flere billeder på de sociale medier. Foto: Emil Langballe/'Kunsten at være Josephine Skriver'/DR
Vis mere

Jo mere hun talte, jo flere følgere fik hun på de sociale medier. I dag har hun 8,2 millioner af dem. Er blevet en stemme, der bliver hørt.

I DR dokumentaren lægger Josephine Skriver ikke skjul på, at det er en balancegang. At det i dag ikke er nok bare at være model.

»Da jeg startede min karriere, konkurrerede jeg kun mod modeller. Nu konkurrerer jeg mod tiktokere, youtubere og almindelige mennesker, så jeg kan godt få fornemmelsen af hele tiden at være bagud.«

»Du kan ikke træde ved siden af bare et øjeblik. Du skal hele tiden holde dig aktuel og relevant,« forklarer hun om på den ene side at holde fast i sig selv, på den anden at forblive interessant og relevant.

På 14. år er det lykkedes for den danske supermodel at forblive netop det. Interessant og relevant. Et brand i eget navn.

Men hvor længe?

Og det var dér, at det lukrative partnerskab med ECCO kom ind i billedet. En ‘ambassadør’-aftale, der kunne løbe op til ti år.

Helt frem til dét, som Josephine Skriver har sat som en slags deadline for sig selv.

Josephine Skriver med sin mand, musiker Alex DeLeon, som hun mødte for ti år siden.
Josephine Skriver med sin mand, musiker Alex DeLeon, som hun mødte for ti år siden. Foto: Charles Sykes/AP
Vis mere

»At leve af sig selv er trættende i længden,« erkender hun i dokumentaren.

Men så var det, at noget uventet pludselig skete. Nemlig Ruslands invasion af Ukraine. Og med den det stormvejr som den danske skogigant landede i på grund af sin beslutning om at blive i Rusland.

Og selvom det gjorde ondt på pengepungen, var der i Josephine Skriver ingen tvivl om, hvad hendes beslutning måtte være.

»Jeg har givet mig selv nogle spilleregler, som jeg bliver nødt til at leve op til,« siger hun.

»For mig er det enormt vigtigt, at de værdier, jeg står inde for, også kan oversættes til de brands, jeg arbejder med.«

»Så kan jeg ikke, efter alt det, jeg har opbygget gennem 12 år bare sige, at pengene er vigtige for mig. For det er de ikke.«

Dokumentaren ‘Kunsten at være Josephine Skriver’ kan ses på DR TV.