Johanne Gormsen er den yngste deltager i årets sæson af 'Den store bagedyst'.

Dermed gik en gammel drøm i opfyldelse for den 17-årige odenseanske HHX-studerende. Så allerede efter castingen gik hun all in på sin deltagelse og bagte på livet løs.

»Vi havde fået at vide, at hvis vi fik corona, så gik pladsen til en anden. Så jeg mødtes stort set ikke med nogen mennesker og løb midt om natten, fordi jeg virkelig ikke ville smittes,« fortæller Johanne til B.T. og kommer til at grine.

Som det også blev præsenteret i premiereprogrammet, så er Johanne Gormsen nemlig en ivrig løber.

Sådan ser Johanne ud i dag, fem kilo lettere siden starten af 'Bagedysten'.
Sådan ser Johanne ud i dag, fem kilo lettere siden starten af 'Bagedysten'.
Vis mere

Det startede helt tilbage, da hun var 12 år.

»Jeg var ret buttet, da jeg var lille, på grund af alle mulige private ting. Men da jeg var 12 år, nåede jeg til et punkt i mit liv, hvor jeg havde overskud til at gøre noget ved det. Jeg løb tre kilometer hver dag og skar helt vildt meget ned på min mad,« forklarer Johanne.

Et halvt år efter havde hun smidt 12 kg.

Men den sunde livsstil og det medfølgende selvværd har hun beholdt.

»Det er forskelligt for folk, men for mig så hjælper træningen til, at jeg kan føle mig tilpas,« understreger den unge 'Bagedyst'-deltager.

»Jeg kan ikke spise noget, uden at det sætter sig med det samme. Så jeg træner, så jeg kan spise kage,« siger hun og griner.

Men modsat hvad man måske skulle tro, så fik 'Den store bagedyst' ikke Johanne til at tage på, selv om hun var omgivet af alle de søde sager og skulle bage hele tiden.

Tværtimod tabte hun sig.

17-årige Johanne Gormsen i 'Den store bagedyst'.
17-årige Johanne Gormsen i 'Den store bagedyst'.
Vis mere

»Da jeg var med, var jeg stadig lidt fluffy, synes jeg – jeg har tabt mig utroligt meget igennem alt det her 'Bagedyst',« fortæller Johanne Gormsen.

»Det er en syg kur, kagekuren der,« siger hun og slår en latter op.

I dag kan hun ikke længere passe det tøj, hun havde på, da optagelserne startede.

Hun har nemlig tabt sig mere end fem kilo af kageprogrammet, fordi al tiden gik med at tænke på og bage kager, snarere end at spise dem.

»Jeg har aldrig været så presset før i mit liv. Det var virkelig en vild oplevelse,« slutter Johanne, der ser tilbage på oplevelsen med et stort smil.