Den amerikanske dokumentarserie 'Tiger King: Murder, Mayhem and Madness' trak seere i hobetal og skabte masser af debat på de sociale medier.

Det eneste forudsigelige ved serien var, at intet var forudsigeligt. Og sådan fortsætter det tilsyneladende, her godt et år efter at den udkom på Netflix.

I løbet af de syv afsnit følger vi forskellige ejere af private zoologiske haver og Carole Baskin, der driver et reservat for store katte. Langsomt kommer serien dog udelukkende til at handle om konflikten mellem Joe Exotic og Carole Baskin. Til sidst eskalerer det til et niveau, hvor førstnævnte hyrer en lejemorder til at slå sidstnævnte ihjel.

En handling, der – i kombination med en række andre lovovertrædelser – sendte ham 22 år i fængsel.

Og det er så her, at tingene nok en gang tager en uventet drejning. For nu er Carole Baskin og hendes mand, Howard, klar til at støtte en tidligere løsladelse af Joe Exotic. På én betingelse.

»Hvis Joe bliver løsladt og siger: 'Jeg ved nu, at hvad jeg gjorde, var forkert, og jeg vil gerne hjælpe. Jeg vil gerne støtte lovforslaget om beskyttelse af store kattedyr og stoppe denne avl.«

»Hvis han gjorde det, kunne det muligvis sætte ham i et bedre lys til en benådning. Og helt ærligt, så er jeg måske villig til at opfordre til en nedsættelse af hans straf,« siger Howard Baskin til Mirror.

Joe Exotic og Carole Baskin.
Joe Exotic og Carole Baskin. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Parret kæmper lige nu for få gennemført en lov om, at det skal være forbudt for private at eje store kattedyr som tigre og løver samt at avle dem.

Carole Baskin tror på, at Joe Exotic kan gøre meget godt for dyrene, hvis han virkelig ønsker det.

»Han kunne bruge al sin berømmelse og blive en helt, der kunne redde tigeren fra at uddø.«

Howard Baskin fortæller, at han har følt sig mere sikker, siden Joe Exotic røg i fængsel. Af den grund kører han heller ikke rundt med en pistol i sin bil mere.

Carole Baskin derimod føler sig aldrig tryg, da Joe Exotic blot er en lille del af en kæmpe industri, der avler og sælger kattedyr.

»Der er så mange andre mennesker, der har truet mig gennem årene, som jeg tror er meget klogere end Joe,« siger hun.

Parret har flere gange fortalt om, hvordan de føler sig snydt af holdet bag dokumentaren, som de troede skulle handle mere om dyrene end ejerne.

Et af afsnittene omhandlede teorien om, at Carole Baskin skulle have slået sin første mand ihjel og – ifølge Joe Exotic – have fodret tigrene med ham.