Allerede en måned før biografpremieren er filmen 'Joker' omgærdet af vild hype, og filmens hovedperson, Joaquin Phoenix, regnes som foreløbig favorit til en Oscar.

Han spiller den plagede mand, der gennem en lang og smertefuld transformation bliver til Jokeren - skurken, som vi alle kender fra Batman-universet.

'Joker' bliver lige nu vist på alverdens filmfestivaler, og senest modtog den en otte minutter lang, stående ovation i Venedig.

Anmelderne skamroser filmen, og 44-årige Phoenix ser ud til at have gjort det umulige og løftet arven efter Heath Ledgers fortolkning af rollen i 'The Dark Knight'.

Men han ofrede også både krop og sind i processen, siger Hollywwod-stjernen ifølge Independent. Han mødtes nemlig med instruktøren Todd Phillips et halvt år før indspilningerne startede, og tabte sig hele 23 kilo, inden de gik i gang.

»Det startede for os med vægttabet - jeg tror, det startede der. Og, viser det sig, det påvirker din psyke. Du begynder at blive sindssyg, når du taber så meget vægt på den tid,« siger Phoenix ifølge Independent.

På filmstitet IMDB, hvor det er brugerne, der giver karakterer, har 'Joker' indtil videre karakteren 9,7 ud af 10. Det er dog normalt, at film starter meget højt, og derefter falder til et betragteligt lavere niveau.

Men også anmelderne er indtil videre vildt begejstrede over, hvad de har set, og flere markante medier skamroser filmen.

Joaquin Phoenix tabte 23 kilo for at spille Jokeren - til gengæld spås han nu en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i filmen 'Joker'. (Foto: Scanpix)
Joaquin Phoenix tabte 23 kilo for at spille Jokeren - til gengæld spås han nu en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i filmen 'Joker'. (Foto: Scanpix) Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

»Hvilken fantastisk modig og eksplosiv film,« skriver The Guardian.

»Phoenix har skab en multifacetteret, skrækindjagende skurk, og taget sin fortjente plads ved siden af Heath Ledger og Jack Nicholson blandt alle tiders bedste jokere,« skriver The Daily Beast.

Filmen kaldes i øvrigt flere steder så uhyggelig, at den overgår de fleste horrorfilm med sin isnende uhygge.

'Joker' har international biografpremiere 4. oktober. Du kan se traileren over artiklen.