Joachim Boldsen har svært ved ikke at engagere sig i holdene, når ‘Fangerne på fortet’ kører.

Mens Camilla Ottesen kender gamet i ‘Fangerne på fortet’ og har været vært på programmet før, så er det første gang for Joachim Boldsen. Men han er faldet rigtig godt ind i rollen.

»Jeg er vild med ham. Han gør det så godt. Men han laver jo også live-tv til daglig, så han er vant til det her med at stille spørgsmål, når det hele kører og den slags. Joachim er jo tidligere sportsmand, og det er mange af vores deltagere jo også. Det er sjovt at se dét, som de har sammen,« siger Camilla Ottesen.

Der er dog også et andet punkt, hvor det er tydeligt, at Joachim er tidligere sportsmand.

»Joachim har jo – som alle sportsfolk – et helt andet konkurrencegen end os andre. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Jeg har aldrig været ude for, at jeg var i en konkurrence med min medvært om, hvilket hold der vandt. Vi følger jo hvert vores hold, og hver gang det hold, som Joachim følger, har vundet, råber han: 'Yes! Nu vandt mit hold',« griner hun.

»Så må jeg sige: 'Jamen, det er jo dig og mig, der er sammen. Vi er ikke med noget hold, Joachim'. Det skal vi måske lige have snakket om,« griner Camilla Ottesen.

Joachim Boldsen ved dog udmærket godt selv, at han har det med at blive revet med.

»Jeg kom vist også et par gange til at sige: 'Så har VI seks nøgler', hvor jeg bagefter har tænkt, at jeg jo i bund og grund ikke har en skid med det at gøre. Men jeg skubber selvfølgelig også deltagerne fra mig, hvis de gør det dårligt. Jeg har vist været ovre og fejre sejren hos Camilla og det andet hold. Men det skal der også være plads til,« griner han.

Joachim Boldsen fortæller dog, at han alt i alt har nydt at være vært på ‘Fangerne på fortet’, som har været en stor oplevelse.

Bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.