»Man kan godt fremhæve Caspar og sige, at han er fed, uden at det behøver at være på bekostning af andre. Man kan godt fremhæve sæsonen i år uden, at det er på bekostning af andre.«

Silas Holst har været træt af en tendens i 'Vild med dans' – som han synes, særligt Jens Werner har stået for.

Nemlig, at dansedommeren hvert år – og særligt i år – vælger sig en favorit og påpeger, hvor meget bedre en sæson lige netop i år er end de forudgående.

Silas Holst, skuespiller, danser og sanger - og B.T.s 'Vild med dans'-kommentator.
Silas Holst, skuespiller, danser og sanger - og B.T.s 'Vild med dans'-kommentator. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men den kritik giver Jens Werner ikke meget for, da B.T. spørger ind til det efter finalen i 'Vild med dans'.

»Det er jo lidt hyklerisk af Silas Holst, for det har han jo selv fået ros for. Blandt andet af nogle af dommerne heroppe, hvor vi har sagt, at det er bedre end nogensinde før. Så den må stå for hans egen regning,« lyder det kontante svar fra Jens Werner.

»Jeg synes, det er fuldstændig korrekt, det vi gør heroppe. Vi går ind med liv og sjæl, vi gør vores hjemmearbejde, og vi gør også vores arbejde her, så jeg tror, den er kritik er lidt for tynd.«

Silas Holst giver dog ikke meget for, at danseparrene simpelthen hvert eneste år bare skulle blive bedre og bedre.

Men det fastholder Jens Werner altså.

»Det er jo klart, for når du er inde i et miljø med så dygtige professionelle dansere, så hiver de jo også gradvist niveauet op. Så hvis man tog tilbage til sæson et, ville man slet ikke se det her niveau, som vi heldigvis kan se her i dag – nitten sæsoner senere,« slutter dansedommeren.