Stedfaren var alkoholiker. Moren var selvmordstruet. Hun drak i øvrigt også. Søsteren forgreb sig på ham, allerede inden han var nået puberteten.
Ovenstående lyder som rammerne for en socialrealistisk roman. Det er det ikke. Fortællingen er sand. Den tilhører Jens Mortensen.
»Jeg nåede op i 40-års alderen, før jeg fik tid og følelsesmæssigt overskud til at bryde med mit livsmønster og opdage, hvad der reelt var sket.«
Netop Jens Mortensens fortælling bliver rullet ud i DR-dokumentardramaet 'Min barndoms synder'. En serie, der skildrer et dysfunktionelt 70'er-hjem i Helsingør.
Et hjem, der på mange måder fungerede som en privat bodega for stedfarens venner. Og hvor Jens Mortensen, der blot var en ung dreng dengang, var vidne til sin mors forsøg på at tage sig af dage. Et hjem med to omsorgssvigtede børn, der valgte at gå to vidt forskellige veje for at overleve.
Storesøsteren valgte at tage magten, hvor hun kunne. Hun blev i en ganske ung alder overgrebskvinde. Og hendes lillebror var et af ofrene. Fra han var otte, til han var 13, blev Jens Mortensen misbrugt seksuelt af sin egen søster.
»Du kommer aldrig til at høre mig sige: 'Det, der ikke dræber dig, gør dig stærkere'. For det lyder jo nærmest som en opfordring til at få sig selv dræbt,« siger den i dag 50-årige mand.
»Men det er klart, at alt det, jeg har oplevet, har givet mig en form for resistens over for det, der er hårdt i livet.«
De mange overgreb satte sig i ham. Han fik et sært, køligt forhold til sex, da han nåede puberteten. Hans sorg og tristhed blev til vredesudbrud. Han søgte tilflugt i alkoholen, som han så sine forældre gøre det. Drak, inden han skulle i skole.
Og så udfordrede han sit liv, når vejret var allerværst, på stranden. Kampen mod bølgerne havde han i det mindste en chance for at vinde.
»Jeg fik jo med min skæve opvækst nogle mærkelige overlevelsesstrategier. Det var et forsøg på at navigere og bevare min mentale sundhed under noget så grotesk og forfærdeligt,« fortæller han.
Da overgrebene stoppede, blev forholdet til søsteren bedre. Indtil hun, da Jens Mortensen var i slutningen af sine teenageår, forsøgte igen. Han sagde fra. Og så talte de ikke mere om det.
Men traumerne sad stadig i ham. Også selv om han ikke selv så dem, før han var kommet et stykke ind i voksenlivet.
I 2010 tog Jens Mortensen en smuttur til Sverige. Hans stedfar var netop blevet bisat, og hans mor havde atter truet med at gøre en ende på det hele.
I Sverige fandt Jens Mortensen sig selv i et kaos, hvor han overvejede at gøre alvor af det, moren i så mange år havde truet med. At begå selvmord.
Men Jens Mortensen endte med at forlade Sverige i live.
Nu begyndte følelserne fra fortiden dog at banke på. Og da han i forbindelse med behandling for stress talte med en psykolog, begyndte det at gå op for ham, hvad han havde været udsat for.
Men det, der var sket, var han alene om at huske. Hans søster døde nemlig i 2003, og med hendes død forblev det usagte for evigt usagt. I hvert fald mellem dem.
I bogen 'Alleingänger – en svag dreng' fortæller han sin historie. Tilløbsstykket var langt. Krævede pauser. Men i 2016 udkom den.
Og nu kan hele Danmark også se hans barndomstraumer udfoldet på tv.
»At se folk nærmest gå i stå, når de indser, hvor voldsomt det egentlig har været, giver mig et indtryk af, at historier som min trænger til at blive fortalt.«
»Det må ikke være så svært at lytte til folk, der har den type historier,« fortæller Jens Mortensen om baggrunden for at stå frem.
Det er dog ikke uden risiko, understreger han.
»Mange tør ikke. For det at være blevet udsat for seksuelt overgreb i barndommen er fyldt med myter og fordomme.«
Jens Mortensen er ikke i tvivl om, hvad den værste fordom er: 'At man bliver det monster, man selv har været udsat for.'
'Myten om vampyrens bid' bliver fordommen kaldt i videnskaben. Men den har ingen hold i virkeligheden. Der er ingen evidens for, at de, der bliver krænket, selv ender som krænkere. Alligevel har Jens Mortensen stødt på dén fordom flere gange i sit liv.
Et andet ubehageligt udsagn, han er blevet mødt med, er, at han er heldig. Heldig, fordi han tidligt i sit liv havde haft sin seksuelle debut. Det udsagn læner sig op ad fordommen om, at kvinder ikke kan voldtage mænd. Men det kan de.
Også mænd og drenge kan blive voldtaget. Faktisk er omtrent hvert tredje barn, der bliver offer for seksuelt misbrug, en dreng.
Dette til trods er det kun ganske få voksne mænd, der søger hjælp til at leve med senfølgerne. Jens Mortensen håber, at han kan bidrage til, at flere får den hjælp, de fortjener og har brug for. At han kan bryde tabuet.
Beskederne er da også strømmet ind, efter 'Min barndoms synder' fik premiere. Mange roser ham.
»Det er landet rigtig dejligt – forstået på den måde, at jeg, hvis vi går 10 år tilbage, kunne ikke tage ros til mig. For hvis jeg skulle føle det gode, skulle jeg også føle det onde.«
»Når jeg i dag får den slags tilbagemeldinger, skal jeg stadig lige tage dem ind og lade dem varme og glæde mig. Men det er jo helt fantastisk at gå rundt på den måde. At mærke efter og tænke: 'Du er okay, Jens'.«
