Bliver Ross og Rachel sammen? Gør Chandler og Monica? Og lykkes det nogensinde Joey at bryde igennem som skuespiller?

Fans af serien 'Friends' har i mange år fået våde øjne ved tanken om, at det måske kunne blive til flere afsnit af den ikoniske sitcom.

Gang på gang har der floreret rygter om en reunion, og de seks hovedrolleindehavere kan dårligt deltage i et tv-show uden at blive spurgt til muligheden for en ny omgang.

Det skete igen i går, da Jennifer Aniston gæstede USA's mest populære talkshow-vært, Ellen DeGeneres.

Her krævede Ellen, at der skal laves mere 'Friends', hvortil Aniston svarede 'okay', inden hun fortalte, at det faktisk ikke er utænkeligt.

»Hvorfor ikke? Jeg ved, jeg ville gøre det. Pigerne ville gøre det. Og jeg er sikker på, drengene ville gøre det,« sagde Jennifer Aniston til publikums store begejstring.

»Alt kan ske,« siger hun afslutningsvis i et klip, som er lagt på The Ellen Show's officielle Instagram-profil.

Nyheden går lige nu som en steppebrand gennem USA, hvor alle større medier skriver om det.

Jennifer Aniston har så sent som sidste år sagt, at de kvindelige skuespillere fra serien var med på ideen, men at mændene ikke var om bord.

Derfor virker det afgørende, at hun nu mener, at David Schwimmer, Matt LeBlanc og Matthew Perry skulle være klar til at tage en ny tørn.

'Friends' kom første gang på skærmen i 1994 og kan dermed fejre 25-års jubilæum. På trods af seriens alder er den stadig populær som aldrig før og er en af de allermest streamede på Netflix og andre platforme.

Om der virkelig er planer om nye afsnit, eller Jennifer Aniston troller sine fans, må vi vente lidt endnu med at få svar på. Men hvad tror du?