Alle ved, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, men mon ikke Jenna Bush Hager ville ønske, at hendes datter fortalte lidt færre sandheder? I hvert fald på live-tv.

Jenna Bush Hager, der er datter af den tidligere amerikanske præsident, George Bush, er tv-vært på NBCs nyhedsprogram 'Today With Hoda & Jenna'.

I sidste uge havde hun inviteret sin niårige datter med på arbejde, da datteren afslørede ikke bare én, men to af den slags hemmeligheder, en tv-vært måske ikke ønsker at dele med seerne.

Først fortalte datteren, Mila, at hendes mor engang tissede i bukserne af grin og måtte skifte nattøj.

Jenna Bush Hager og Hoda Kotb er medværter på nyhedsprogrammet 'Today', der vises på NBC.
Jenna Bush Hager og Hoda Kotb er medværter på nyhedsprogrammet 'Today', der vises på NBC. Foto: NDZ/STAR MAX/IPx
Vis mere

Historien fik moderen til at tysse på datteren, men det skulle hurtigt blive værre.

Mens Jenna Bush Hager advarede datteren om, at hendes medvært i studiet, Hoda Kotb, forsøgte at få den niårige til at fortælle 'sandhedsbomber', fortsatte datteren til stor morskab for publikum i salen:

»Hun har aldrig underbukser på …«
»Hun har heller ikke nogen på lige nu. Jeg så hende skifte tøj.«

Det er ikke første gang, at den tidligere præsidentdatters præferencer i forhold til undertøj er blevet drøftet på live-tv.

For en måned siden blev det også et emne, da netop medværten Hoda Kotb hængte hende ud ved at fortælle, at de to delte garderobe, og at hun undrede sig over, at Bush Hager tog undertøjet af, før hun gik i studiet.

Tidligere præsident George W. Bush og hans kone Laura med barnebarnet Mila, der dengang var to år, og lillesøsteren Poppy Louise, der var nyfødt.
Tidligere præsident George W. Bush og hans kone Laura med barnebarnet Mila, der dengang var to år, og lillesøsteren Poppy Louise, der var nyfødt. Foto: HANDOUT
Vis mere

Dengang sagde Jenna Buch Hager, at det handlede om at skabe en 'smukkere silhuet', men hun sagde også:

»Du lovede, at du ikke ville sige det. Der er mange mennesker her. Jeg er sikker på, at min mor aldrig har været mere stolt end nu,« jokede hun med reference til den tidligere førstedame Laura Bush.

I sidste uge kunne tv-værten stoppe ulykken ved at trække det ultimative forældrekort og – om ikke sende datteren i seng – så i hvert fald ud af studiet med ordene:

»Så ikke mere nu …«

Efterfulgt af et
»O.k. Farvel, farvel. Jeg elsker dig.«