Jakob Kjeldbjerg har i årevis dikteret slagets gang på tropiske øer i 'Robinson Ekspeditionen'. Men kunne han finde på selv at være i deltagernes sko?

»Aldrig i livet!«

Sådan siger han i 'Robinson Ekspeditionen – Planken Ud', som er en særudgave af reality-programmet, hvor der ses tilbage på de foreløbigt 21 sæsoner.

Her gæster diverse deltagere fra årenes løb Kjeldbjerg, og sammen ser de tilbage på de vildeste og sjoveste øjeblikke.

Deltagerne kommer ud for lidt af hvert i reality-programmet.
Deltagerne kommer ud for lidt af hvert i reality-programmet. Foto: Bo Leihof/TV3
Vis mere

I det sidste afsnit bliver Kjeldbjerg sendt i krydsforhør af Louise Guldberg, der var superfan, indtil hun selv deltog i programmet i 2019, og her bliver han spurgt ind til, om han nogensinde har overvejet at skifte værtsrollen ud med en deltagelse.

»Det har jeg simpelthen ikke. Og det er også, fordi jeg ved, hvad I bliver udsat for. Jeg har simpelthen oplevet for mange, der er kommet slemt til skade, der er gået fra ø-rådet grædende, og der er blevet fløjet væk i en helikopter. Jeg har aldrig nogensinde haft lyst til at være deltager,« siger han.

Han skynder sig at understrege, hvor stor respekt han har for dem, som vælger at forlade trygge Danmark for at udfordre sig selv i programmet:

»Jeg har kæmpe respekt for dem, som melder sig efter at have drømt om det i så mange år. Men at skulle udsætte mig selv for de ting, jeg udsætter jer for, det har jeg ikke lyst til. I al ubeskedenhed tror jeg også, at det er bedst, at jeg styrer det,« siger han.

I programmet bliver deltagerne delt op i to eller tre hold, hvor de så dyster i diverse konkurrencer og prøvelser. Det handler om at blive på øen længst muligt, og undervejs skal deltagerne som regel selv sørge for mad, mens de udfordres i både fysisk og psykisk krævende prøvelser.

Jakob Kjeldbjerg har været ekspeditionsleder på programmet i 14 sæsoner, og selv om han ikke vil deltage i programmet, så har han alligevel givet visse af prøvelserne en chance. Hvis altså ikke der har været en risiko forbundet med dem:

»Der er nogle ting som kniv, balancespil, gåder og så videre, hvor jeg har leget med dagen før, fordi vi simpelthen tester det af. Men de store fysiske konkurrencer, dem må jeg ikke prøve. Det er også en god undskyldning, men hvis jeg falder og brækker benet, så er der ingen ekspeditionsleder dagen efter, så det handler om mit helbred. Alt, hvad der er ufarligt, det har jeg prøvet, og alt, der har været tilnærmelsesvist risikabelt, det har jeg holdt mig langt væk fra,« griner han.

'Robinson Ekspeditionen' blev i 2020 aflyst som følge af coronapandemien. Produktionsselskabet bag programmet forventer, at det vender tilbage med en 22. sæson i 2021.