Det har på flere måder været et vildt efterår for Jakob Fauerby, der sammen med Silas Holst har sat 'Vild med dans' på verdenskortet.

Den 42-årige skuespiller begyndte måske som en af de mindst kendte i feltet af nydansere, men nu står han som favorit til at løbe med trofæet. Og gør han det, skriver han verdenshistorie.

Det er nemlig ikke sket før i programmets historie, at to mænd har vundet, hvilket har betydet, at Jakob Fauerby har haft ekstra travlt med at snakke med journalister.

»Det har været sjovt at blive ringet op af journalister fra den anden side af jorden. Jeg er meget stolt og glad på Danmarks vegne, at man i udlandet synes, det er interessant. Vi er velsignet i Danmark med ikke at have lige så store værdikampe, som man fx har i USA og Australien.«

Jakob Fauerby og Silas Holst.
Jakob Fauerby og Silas Holst. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Ud over at skulle forholde sig til at have været en del af et dansepar af samme køn har Jakob Fauerby været igennem flere forvandlinger i løbet af efteråret.

For det første er han ligesom tidligere 'Vild med dans'-deltagere kommet i topform. Han afslører, at han indtil videre har tabt otte kilo.

»Jeg mærker muskler, jeg ikke vidste fandtes. Der er nye steder på min krop, som har oplevet smerte. Der er steder i foden, som har været rasende på mig. Hvorfor skal jeg pludselig efter 42 år til at bruge dem?« griner han.

Derudover oplevede han midt i oktober at blive far for første gang. Hans datter kom til verden den 18. oktober midt om eftermiddagen, så han måtte smutte midt i generalprøverne til sjette danseshow.

»Jeg er jo velsignet med en stærk og god familie, der har taget det tungeste læs,« fortæller han om at skulle balancere dansetræning med en ny rolle som far.

Han har fået sin datter med sin mand, Anders, og deres veninde Rebecca, og derfor har de været tre om at tage sig af det lille nye familiemedlem.

»Jeg synes, vi har været rigtig gode til at sørge for, at jeg har følt mig tilstrækkelig. Og så har Silas (Holst, red.) haft stor forståelse for, at jeg gerne har villet skynde mig hjem efter træning,« forklarer han.

Hans datter er kun knap fem uger gammel, så hun skal ikke med til finalen i Horsens.

Jakob Fauerby og Silas Holst.
Jakob Fauerby og Silas Holst. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Her får Jakob Fauerby i stedet opbakning af sin søster, sin mand og et lille hold venner, hvoraf en af dem er udset til at være gudfar til hans datter.

Det er endnu ikke gået helt op for Jakob Fauerby, at han er nået hele vejen til finalen.

Til at begynde med håbede han blot at komme halvvejs i programmet og danse i Det Kongelige Teater. Nu står han lige foran målstregen.

»Det var meget nervepirrende i fredags. Nu skal det bare slutte så godt som overhovedet muligt.«