»Der bliver måske skruet lidt op, når jeg får gæster.«

Sådan siger den nyslåede MasterChef-vinder Jacob Lionett, der torsdag aften, efter et 14 uger langt udskillelsesløb, endelig kunne løfte trofæet og en check på 100.000 kroner for sin sejr i kokke-programmet.

Aftenens tema var først det salte og siden det søde køkken. Og her endte den 34-årige pensionsrådgiver fra Randers i en nervepirrende finale med 31-årige Danni Rask, som ellers syntes at have både overskud og talent til at tage sejren.

Men det var Jacob Lionetts havtaske og kål med muslingesauce, muslingeemulsion og tapenade samt efterfølgende solbæris og chokoladecreme med krystalliseret hvid chokolade, rødbedeperler og rysteribs, der fik de tre dommeres mundvand til at løbe i en sådan grad, at han altså kunne kalde sig vinder af MasterChef 2019.

34-årige Jacob Lionett med sit trofæ.
34-årige Jacob Lionett med sit trofæ.
Vis mere

»Havde du været min søn, havde jeg sagt, jeg var stolt af dig,« lød det blandt andet fra dommeren Jesper Koch.

Og det er Jacob Lionett stolt af. Især fordi han har set sig selv som underdog under hele programmet, fortæller han til B.T. og tilføjer:

»Det er store ord fra en mand, man har så meget respekt for, og en mand, man ser op til gastronomisk. Jeg ved da godt, at de ikke vil stå i finalen og svine mig til, men det er da meget rart, at man egentlig kan sætte trumf på.«

Med sejren følger også en check på 100.000. Pengene skal dog ikke bruges på et madeventyr.

Jacob Lionett og kærsten Julie skal pruge præmiepengene på et bryllup til august.
Jacob Lionett og kærsten Julie skal pruge præmiepengene på et bryllup til august.
Vis mere

»Det er også før skat, så jeg tror ikke, jeg kan åbne en stor restaurant for de penge, men det har egentlig heller aldrig været min drøm. Jeg har det simpelthen for godt på mit arbejde,« siger Jacob Lionett, der især tror, MasterChef-forløbet har lært ham at bevare roen i pressede situationer, hvilket han kan bruge i sit job som pensionsrådgiver.

I stedet skal præmiepengene bruges til august næste år, hvor han skal giftes med sin kæreste, Julie.

»Hun er som kvinder er flest, så det bliver ikke billigt på nogen måde – så det bliver et kærkomment bidrag,« siger Jacob Lionett, der ikke har tænkt sig selv at trylle i køkkenet på den store dag.

»Nu synes jeg, jeg har lavet mad nok i en periode, så nu skal jeg slappe af,« siger MasterChef-vinderen.