Sjette sæson af 'Løvens hule' har nået sin ende, og der er særlig én løve, der har gjort sig bemærket.

Jacob Risgaard har denne sæson brugt hele 5.150.000 kroner på at investere i nye virksomheder og indtager derfor førstepladsen med over en million ned til nummer to. Og det er ikke tilfældigt, fortæller han.

»Jeg synes, man har pligt til at investere, når verden ser ud, som den gør lige nu,« siger han, da B.T. taler med ham.

»Den, der har evnen, har også pligten,« fortsætter han så og forklarer, at da han primært får sin indtjening fra onlinesalg, har coronaen ikke ramt ham så hårdt, som den har ramt andre.

Jacob Risgaard synes, at denne sæson har været noget helt særligt. Corona har givet anledning til anderledes investeringer.
Jacob Risgaard synes, at denne sæson har været noget helt særligt. Corona har givet anledning til anderledes investeringer. Foto: Per Arnesen, DR
Vis mere

Det betyder også, at denne sæson har været særlig spændende for ham og de andre løver. Der er blevet lavet nogle investeringer, der måske ikke ville være lavet ellers.

Jacob Risgaard nævner selv sin største investering i 'Løvens hule'. 2,5 millioner kroner for 25 procent af virksomheden og hotellet Hotel Viking. Også den største investering blandt løverne i denne sæson.

Det er ikke et område, han før har investeret i, men det skræmmer ham ikke.

»Jeg tænker, at det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg vel sikkert godt. Det værste, der kan ske, hvis det går galt, er, at jeg får en masse erfaring med mig,« siger han og griner lidt ad sin Pippi Langstrømpe-reference.

Har pengene siddet løsere på dig, end de har på de andre løver?

»Jeg ved ikke, om de har siddet løsere på mig. Penge har jo først værdi, når de bliver brugt på noget fedt, i mine øjne,« svarer Jacob Risgaard.

Det er for ham op til den enkelte, hvor meget man har lyst til at investere.

»Vi bruger jo vores egne penge, så det er ikke op til mig at vurdere, hvordan de andre har investeret.«

Han har igennem den sjette sæsons ni afsnit lavet fem investeringer. Det samme har Jesper Buch. Christian Arnstedt har lavet hele seks af slagsen, men til gengæld 'kun' brugt 2.391.667 kroner denne sæson.