Jacob Riising er den ottende oktober klar med et nyt talkshow.

Den 41-årige tv-vært blev sidste år fyret fra DR i forbindelse med den store sparerunde, men han fandt hurtigt nyt arbejde på blandt andet Kanal 5, og det er også her, at han nu får sit eget Late Night-show.

»Det var overraskende nemt at sælge ideen,« fortæller Jacob Riising med et grin, da B.T. fanger ham over telefonen.

»Det er noget, jeg har gået og arbejdet på de sidste par måneder, og det er virkelig en drengedrøm, jeg altid har haft. At lave noget helt fra bunden, præcis som man gerne vil have det. Jeg har fået lov til at finde på alt lige fra hvilke stole vi skal sidde på, til hvad vi skal snakke om, og hvad der skal laves af sjove indslag,« forklarer han videre.

Den 8. september var Jacob Riising vært ved Ecco Walkathon hvor grevinde Alexandra deltog.
Den 8. september var Jacob Riising vært ved Ecco Walkathon hvor grevinde Alexandra deltog. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Talkshowet, der har fået titlen 'Riising Late Night', har som nævnt premiere den ottende oktober på Kanal 5 og er med Jacob Riisings ord det klassiske format med en vært og to gæster, der kommer ind for at fortælle røverhistorier.

Derudover blander han det hele sjove indslag som fx en lokumsquiz.

»Der er jo så mange quizzer. Jeg tænkte, 'hvor ville det være mest nederen at være med i en quiz?'. Så vi tog ud på en masse offentlige toiletter og gemte os i en bås med to kamera, en boomstang og et konfettirør. Når nogen så satte sig i båsen ved siden af, sprang vi frem, og jeg bød dem velkommen til den store lokumsquiz. Alle råbte 'skrid', men jeg kørte bare på, og da jeg så sagde, at de fx kunne vinde 500 kroner ved at svare på et spørgsmål, var de med på den.«

Han tilføjer: »Jeg håber lidt, at fremover, når man går ind på et offentligt toilet, man så tænker på, om jeg pludselig dukker op.«

I 2016 var Jacob Riising sammen med Sofie Linde vært på DR's store juleshow.
I 2016 var Jacob Riising sammen med Sofie Linde vært på DR's store juleshow. Foto: Agnete Schlichtkrull
Vis mere

Af gæster i talkshowet nævner Jacob Riising navne som Anders Matthesen, Malte Ebert, Peter Frødin, Medina, Mick Øgendahl, Lina Rafn, Sofie Linde og Anders Breinholt.

Sidstnævnte har som bekendt et tilsvarende aftentalkshow på TV2 med 'Natholdet'. Men det kommer ikke til at ramle sammen, fortæller Jakob Riising.

»Vi er jo gode venner privat, så der er ikke noget der. Og så mener jeg ikke, at vi kommer til at sende på samme tid.«

De første indledende optagelser begynder torsdag, og så skal der produceres 24 afsnit til en foreløbig første sæson.