Brød og donuts blev Jakob Volkes Waterloo i tredje afsnit af 'Den store bagedyst'. Den fynske opfinder mener selv, at han var for original til dommernes smag.

»Det var som forventet. Jeg er alt for selvstændig i min bagehistorik til, at jeg kunne komme langt med det, og det vidste jeg også godt,« lyder det fra den 55-årige fynbo, da B.T. ringer for at høre, hvordan han har det med sit tidlige exit i 'Den store bagedyst'.

»Jeg er bare på ingen måder en sukkertand. Mine kager skal være anderledes, for at de er interessante. Jeg gad simpelthen ikke gå på kompromis,« fortæller han og tilføjer:

»Jeg har på ingen måder fundet mine kager på Instagram. Det garanterer jeg dig.«

Jakob Volke.
Jakob Volke. Foto: DR
Vis mere

Hvad mener du med det? Det lyder, som om du hentyder til noget?

»Jeg hentyder ikke til noget. Du kan jo se på de andres kager, at det er sådan nogle konditorvarianter. Og mange af dem er jo set før – jeg kan ikke sige, at jeg har set dem der og der – men mange af dem er kombinationer af ting, man har set før. Der er jeg bare ikke. Jeg mener som menneske, at vi er forpligtet til at udvikle os.«

Så bare lige for at skære det ud i pap – mener du, at de andre var gode til at kopiere?

»Nej, de andre er skidedygtige. Jeg er bare slet ikke til den stil, og derfor kunne jeg godt se, at hvis jeg skulle videre, skulle jeg lægge mig under nogle andre regelsæt, end dem jeg fulgte.«

Fik du en særlig forklaring på, hvorfor du blev stemt ud?

»Nej, men som Markus Grigo siger omkring min donuts, så er det ikke hans smag af en donut. Den skal være på en bestemt måde. Der kan jeg ikke sige andet end, 'jaja, det er sådan, du vil have den, du er dommeren og respekt for det.' Det er bare ikke sådan, jeg kan lide den, og det har været min fremgangsmåde hele vejen.«

Jakob Volke fortsætter:

»I starten troede jeg, at man skulle opfinde kager fra bunden af. Det var det, jeg gjorde. Jeg lavede for eksempel mit brød som en kombination af surdejsbrød og gærbrød. Det er noget, jeg har nørdet med derhjemme. Jeg ved ikke, om der findes sådan et brød, men det smager mega godt.«

Jakob Volke.
Jakob Volke. Foto: DR
Vis mere

Han fortsætter:

»Det er det samme med donuts. Jeg er overhovedet ikke til alt det pynt og glimmer og glamour ovenpå. Jeg vil have en donut, der er snasket indeni og smager af noget. Det drys, jeg puttede på, er så hardcore surt, så du næsten ikke kan forstå det. Jeg kunne da nemt have puttet nogle små blomster på i stedet, men det er bare ikke mig.«

Så der er ikke noget, du ville have gjort anderledes?

»Nej, det var der faktisk overhovedet ikke. Jeg kunne godt have tænkt mig at have lavet den kringle (Den hemmelige udfordring, red.), men jeg har aldrig prøvet at lave kringle før, og jeg kan ikke lide kringle... Så uheldig kan man være.«

Jakob Volke tilføjer:

»Men ellers har det været fint. Det var okay, at det var min tur. Jeg ville da mega gerne have været med noget mere, men det skulle være i min egen stil, og jeg havde masser af snedige projekter, der ventede. Jeg kunne se, at de gik efter købe-konditorkager og respekt for det.«