Israel skaber nye problemer: 'Det er pinligt'
Israels deltagelse i Eurovision skaber fortsat problemer. Nu sender ekspert opfordring.

Israels deltagelse i Eurovision skaber fortsat problemer. Nu sender ekspert opfordring.

Først trak de sig.
Så tog nogle andre over.
Men nu vil de heller ikke være med til næste års udgave af Eurovision, og dermed fortsætter krisen i den internationale musikkonkurrence, hvilket ekspert kalder for 'pinlig'.
Balladen skyldes fortsat Israels deltagelse.
Da den bulgarske sangerinde Dara vandt 2026-udgaven i maj, valgte Island, Irland, Holland, Slovenien og Spanien at boykotte showet, da Israel stadig fik lov at deltage trods krigen i Gaza.
Irland meddelte for nyligt, at de heller ikke vil være med i 2027, og i august lød det fra den hollandske tv-station, Avrotros, at de heller ikke vil være med.
I en periode valgte den hollandske tv-organisation NPO at overtage stafetten, så Holland fortsat kunne have en deltager med i Eurovision, men de har nu også valgt at trække sig.
I en pressemeddelelse tirsdag forklarer de, at det netop skyldes de fortsatte problemer med Israel, og det kalder den svenske Eurovision-ekspert og kommentator for mediet Aftonbladet, Torbjørn Ek, for 'direkte pinligt'.
Det er det norske medie Dagbladet, der har talt med Eurovision-eksperten, der henviser til, at Eurovision-arrangørerne EBU gjorde et stort nummer ud af, at Holland fortsat var med.
»Det er pinligt for så mange mennesker. Det virker som om, at EBU troede, at modgangen ville vende, men fiasko efter fiasko dukker op,« lyder det fra Torbjørn Ek.

Udover de forskellige landes boykot nævner han fiaskoer som sommerens aflyste turné, hvor diverse Eurovision-profiler blandt andet skulle have optrådt i Royal Arena i København.
I sidste uge kom det ligeledes frem, at et forestående Eurovision Asien er blevet tvunget til at skære i budgettet, ligesom det onsdag er kommet frem, at Island også boykotter næste års Eurovision.
»Konkurrencen kan ikke fortsætte på denne måde,« lyder det fra den norske Eurovision-ekspert, Håkon Røssum til Dagbladet.
Han driver blandt andet fansiden Eurovision Norge og opfordrer nu EBU til at lave en demokratisk afstemning om Israels deltagelse.
Han mener ikke, at Israel bør udelukkes, men der bør stemmes om, hvorvidt deres deltagelse skal sættes på pause.
Onsdag meldte Eurovision ud, at 36 lande stiller op i næste års udgave af Eurovision - heriblandt Israel og Danmark.
Da B.T. i august spurgte DR, om de ville deltage, lød det fra redaktionschef for DR Kultur, Debat og Musik, Gustav Lützhøft:
»DR forventer at deltage i Eurovision Song Contest 2027. Eurovision er fortsat en vigtig begivenhed for DR og for det danske publikum, og derfor arbejder vi som udgangspunkt efter at være en del af konkurrencen næste år.«
Han tilføjede:
»Som altid vil den endelige deltagelse afhænge af de formelle rammer og betingelser for konkurrencen, men på nuværende tidspunkt er det vores klare forventning, at Danmark deltager i Eurovision 2027.«
Øverste chef for Eurovision, Martin Green har ikke ønsket at give en kommentar til Dagbladet om det seneste hollandske afbud, men henviser til en tidligere udtalelse, hvor det lød, at han forstår Hollands beslutning og respekterer de stærke følelser.