Det så ellers ud til, at en film om Anja Andersens vilde liv og karriere stadig var på vej.

Instruktør Zinnini Elkington har tidligere fortalt, at der lå et manuskript klar, og at projektet blot var sat på standby.

Men nu bliver filmen altså droppet helt, fortæller instruktør Zinnini Elkington.

»Filmen er blevet lagt ned for en del måneder siden,« skriver hun til SE og HØR.

Ifølge instruktøren blev beslutningen allerede truffet inden sommerferien.

Projektet havde arbejdstitlen »Anja Andersen – En for holdet« og skulle fortælle historien om en af dansk håndbolds største profiler og hendes kamp mod sportens normer.

Det Danske Filminstitut havde ellers bevilliget 480.000 kroner i udviklingsstøtte til filmen.

Tidligere har Zinnini Elkington fortalt, at Anja Andersen selv havde været med på idéen.

»Jeg elsker Anja, og hun har også været med på den. Men lige nu er det lidt på standby, desværre. Vi må lige vente lidt, til tiden bliver rigtig. Men der er et godt manus på den film, som bare ligger klar,« lød det dengang fra Zinnini Elkington.

Nu står det altså klart, at filmen ikke bliver til noget.